Vandskade på Fælleden: Hallen er ubrugelig
Weekendens massive regn har skadet 'undergulvet' i Fælledhallen
"Træls".
Det er det umiddelbare ord, driftschef på Fælleden Mikkel Bendixen sætter på gulvsituationen i Fælledhallen, der er lukket på ubestemt tid.
Det massive regnvejr natten mellem lørdag og søndags i den seneste weekend betød, at store mængder vand løb ned af den skrå rampe, der findes på bygningens sydside.
"Vi kan se på overvågningskameraerne, at vandet på et tidspunkt stod op i 30 cm højde. Herfra er vandet trængt ind under porten og videre ind i hallen, hvor de limtræsplader, der ligger under det orange gulv er blevet beskadiget og betonen under træner gjort våd i et område, der er cirka 30 m bredt og rækker 6 m ind i hallen, heraf cirka 2 m ind på håndboldbanen," fortæller Mikkel Bendixen, der ikke kan sige, hvornår hallen kan bruges igen.
"Torsdag (i dag, red) kommer gulvleverandøren og kigger på skaderne. Derefter er vi klogere," lyder det.
Skaden betyder også, at Skanderborg Håndbold mister vigtig træningstid - og at dameligaholdets pokalkamp 21. august og ligasæsonåbner 30. august flyttes til Morten Børup Hallen.