Unikke numre hjælper, hvis uheldet er ude
Grenaa Sommeren og det gode vejr indbyder til en tur ved stranden. Kaster man sig ud i bølgerne og uheldet er ude, og man får brug for hjælp, har Norddjurs Kommune i samarbejde med Trygfondens Kystlivredning opsat grønne redningsskilte.
Formålet med de grønne redningsskilte med de unikke numre, er, man nemmere kan lokalisere ulykkesstedet, hvis man uheldigvis skulle få brug for at ringe 1-1-2, oplyser Norddjurs Kommune i en pressemeddelelse.
Ved at oplyse nummeret på redningsskiltet sikrer man, at ambulancen når hurtigere frem, da beredskabet allerede er bekendt med alle numrene og deres placering.
God information
I Norddjurs er det kommunen, der har ansvaret for opsætning at redningsskiltene, som er opstillet langs kyster og fjorde, så beredskabet hurtigere kan lokalisere ulykkesstedet.
Det er vigtigt at borgere og feriegæster er korrekt informeret om bade- og vandsikkerhed.
Derfor samarbejder TrygFonden Kystlivredning med Dansk Svømmeunion om at forebygge drukneulykker i Danmark, og på www.respektforvand.dk er man sikker på at finde den mest solide viden om sikkerhed ved vandet.