Det Maritime Hus er de våde idéers nye legeplads
Bønnerup Hen ad gangbroen over havnebassinet i Bønnerup Havn kommer en flok børn og voksne gående. De trækker hver deres paddle board med sig og lægger det for enden af gangbroen, hvor en instruktør fra Det Maritime Hus begynder den indledende undervisning i, hvordan man gebærder sig på det aflange bræt, når det skvulper rundt ude i det våde element.
Kort efter testes balancen med varierende held af. Der er både smil, grin og dyb koncentration ude imellem bådene i lystbådehavnen.
Glæden ved vandet
Det er netop scener som denne, Det Maritime Hus i Bønnerup har arbejdet hen imod siden stiftelsen for et år siden, og det er også dem, de gerne vil have mange flere af på havnen. Børn og voksne enten hver for sig eller sammen om den fælles interesse for vandet, med alt hvad det indebærer. Det forklarer Anton Høgh, der er formand for Foreningen Det Maritime Hus.
"Tanken med stedet er jo, at det skal være et samlingssted for alle, der har interesse i det blå derude. Vi vil gerne være med til skabe en masse liv på havnen og samtidig give noget glæde og tryghed ved vandet," siger Anton Høgh.
Aktiviteter i midten
Det Maritime Hus opstod sidste år i de fysiske rester af Bønnerup Strand Sejlklub. Til et møde i landsbyklyngen 'MIN' (Midten I Norddjurs, red.) blev der etableret en opstartsgruppe, som havde til formål at skabe nogle rammer for alsidige sunde aktiviteter i og ved vandet, for børn, unge og voksne i området. Det Maritime Hus er således primært henvendt til den midterste del af Norddjurs Kommune, men alle er velkomne.
Konceptet er helt enkelt. Når kontingentet er betalt, har man adgang til faciliteterne og materiellet i Det Maritime Hus, der blandt andet råder over kajakker, paddle boards, små joller og udstyr til undervandsfiskeri med snorkel.
Breder ud
Ifølge formand Anton Høgh har Det Maritime Hus allerede fået ret godt fat i mange lokale med interesse i havet, ligesom foreningen også har indgået aftaler med Helle Efterskole, som bruger huset og dets faciliteter i undervisningen.
"Vi er jo stadig en ung forening, men vi får det til at køre ret fornuftigt rundt. Det har de også set hos Friluftsrådet, som har doneret 50.000 kroner til os til at udvikle på huset, og hvad vi skal tilbyde. Vi går allerede med tanker om en udvidelse af huset, og der skal vi jo også finde ud af, hvad det skal indeholde. Her er vores grundholdning jo, at det er fællesskabet, der skal bære det, så derfor hilser vi alle idéer velkommen, så vi kan prøve forskellige ting af og ikke mindst brede formålet med huset så bredt ud som muligt," fastslår Anton Høgh.