Fortsæt til indhold

Lokalavisen Aarhus kommer nu også i standere

Fra næste uge kan du finde avisen i standere rundt omkring i Aarhus C

Samfund
Camilla Kjærgaard Olesen

aviser Lokalavisen Aarhus kan du i dag tilgå enten via den husstandsomdelte avis, i nyhedsbrevet i din indbakke, på nettet, som e-paper, på Instagram og Facebook, men fra næste uge kan du nu også få den i standere rundt omkring i Aarhus C.

Vi vil nemlig gerne sikre, at vi fremover kan nå indbyggerne i Aarhus C på flere måder, så derfor kan du fremadrettet tage vores avis med under armen, når du er på farten. Hver uge bliver der delt cirka 5.000 aviser ud i de forskellige standere i byen.

Der vil fortsat være cirka 10.000 husstande i Aarhus C, som får den leveret i postkassen præcis som i dag, men derudover så bliver avisen tilgængelig i standere tæt på folks bopæl, og der hvor de kommer til dagligt.

Det betyder, at du nu fremadrettet kan få Lokalavisen Aarhus Midt/Århus Onsdag i standere hos for eksempel Sinnerup på Clemensbro, Føtex i Frederiks Allé og Dokk1.

På aarhus.lokalavisen.dk finder du et fuldt overblik over de steder, hvor du fra næste uge har mulighed for at hente vores avis og dermed få gratis, lokale nyheder serveret, mens du er på farten, ligesom du også kan se det her nedenfor. Der vil i samme ombæring være en række husstande i Aarhus C, som ikke længere vil få avisen leveret i postkassen. Og det er særligt i de områder, hvor den ugentlige levering af avisen ophører, at Lokalavisen Aarhus Midt og Århus Onsdag kan hentes i standerne.

”Vi vil med den her nye måde at distribuere avisen på i Aarhus C prøve at se, om vi kan nå endnu flere læsere. Kombinationen af husstands- og standeromdelte aviser er en ny måde at distribuere avis på, og vi er ganske overbeviste om, at det vil være til fordel for læserne, der pludselig bliver eksponeret for avisen steder, de ikke plejer at se den”, siger ansvarshavende chefredaktør på Lokalavisen Aarhus, Claus Krogh.

Fra avisen skal samtidig lyde en lille opfordring til, at man ikke smider vores aviser på gaden, når man er færdig med at læse den, men naturligvis tager den med sig hjem.