Fortsæt til indhold

Farvel til Lars Løkke og Kristian Jensen

Svend Møller Sørensen ser gerne et nyt lederskab af Venstre

Samfund
Claus Sonne

Debatten om ledelsen af partiet Venstre er for alvor blusset op - og et af indsparkene i forhold til formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen kommer fra Svend Møller Sørensen, formand for Venstre i Skanderborg Kommune.

"Personligt tror jeg, det vil være godt med nye kræfter," siger Svend Møller Sørensen til Danmarks Radio og understreger, at Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen efter hans mening har gjort det godt.

Svend Møller Sørensen roser også Venstres fremgang ved både EU-valget og folketingsvalget før sommerferien. Men...

"De hiver to sejre hjem, og så spilder man det med en hel masse snak, der ikke har noget med politik at gøre. Vi har brug for en ledelse, der tager hånd om Venstres folketingsgruppe og sørger for, at man får tegnet Venstres politiske profil og kommer til at stå som det samlende oppositionsparti til den regering, vi har i øjeblikket," siger Svend Møller Sørensen til Danmarks Radio.