Ny butiks-idé ramt af planloven
Tøjbutik må ikke flytte op til velvære-huset House of Care i industrikvarter
Kemien var der. Ideen og intentionen var der også.
Tøjbutikken Silje Badilje, ejet af Pia Hanghøj, skulle flytte sammen med flere frisører, en kosmetolog og en massør i Hose of Care, der ligger på Finlandsvej i Hammel. Lige ved siden af dyreklinikken og tæt på efterskolen.
“Men loven har ikke kunnet se ideen,” siger Pia Hanghøj.
“Jeg havde selv fået lov til at etablere mig her og bygge min forretning op, så derfor handlede vi i god tro, da vi ville flytte sammen,” fortæller Louise Bjørn Andersen, indehaver af huset, som hun deler blandt andet med en anden frisør og en kosmetolog.
Konceptet er velvære samlet på et sted. Folk kan gå og komme uforstyrret, altid en til at tage telefonen, samt faste udgifter, betalt af flere. Ansatte der kan dele arbejdstiden mellem to arbejdsgivere.
Et godt bud på en af fremtidens forretningskoncepter.
Men det satte planloven en stopper for.
Ikke tøj, men produktion
Udenfor bymidten i alle byer må man ikke etablere detailhandel og det er en tøjforretning.
En frisør derimod er ikke omfattet af samme regel.
“Der er bestemmelser for, hvor der må være detailhandel, og ifølge planloven må de kun etableres i centerområder. Det er ikke kun i Favrskov, men i hele Danmark” forklarer Helle Jakobsen, der er plan og byggechef i Favrskov Kommune.
Hvis der var en form for produktion, for eksempel lysstøberi, så kunne man sagtens placere sig i et industrikvarter, forklarer hun.
Planchefen understreger, at hun syntes det er en god ide at relaterede erhverv deler butik, som så kan trække mange kunder til.
“I den konkrete sag er de jo velkomne til at etablere sig i bymidten, hvor de også kan trække mange kunder til. Der er jo ledige lejemål at få,” siger hun.
Både Louise Bjørn Andersen og Pia Hanghøj er ærgerlige over at deres fælles planer ikke blev til noget.
House of Care er bevidst placeret på Finlandsvej af flere årsager og Louise Bjørn Andersen kalder det for en kæmpesucces.
“Det er en helt anden tankegang end planloven forudsætter, Så jeg skal ikke placeres andre steder,” slår hun fast.
Tøj i Østergade
Så når planloven bremser en ellers god ide, så må tøjbutikken finde andre veje.
1. juli flytter Silje Badilje op ad Østergade, i de lokaler der huser det snart lukkede SkoMokken.
“Jeg ville alligevel flytte på grund af manglende renovering og jeg fik tilbudt noget andet til en fornuftig husleje,” fortæller Pia Hanghøj om skiftet.
Planloven
Nye arealer til butiksformål udlægges i den centrale del af en by – i bymidten eller i et bydelscenter i de større byer.
Loven indeholder nogle få undtagelser. Det gælder fx mindre lokale butikker og butikker med særlig pladskrævende varer.
Kilde: Planloven i praksis, udgivet af Miljøministeriet, By- og Landskabsstyrelsen 2007