Ved hvad klokken er, når toget kører forbi
Henning og Bente Andersen har levet med jernbanen længe, og de er tilfredse med naboskabet til både den og Banedanmark
elektrificering "Så, nu er klokken 9.31."
Henning Andersen, der bor på Egernvej i Hinnerup, ser, at det er Arriva, der passerer. Han tjekker tiden på sit armbåndsur, og ganske rigtigt: det viser 9.31.
"Arriva er fuldstændig præcise."
Henning og Bente Andersen har cirka 10 meter fra husmuren til jernbanesporet. De har boet i huset i mange år, og efterhånden lægger de ikke mærke til støjen.
Inde i huset er den da heller ikke særlig tydelig, idet de har fået støjdæmpende vinduer isat med tilskud fra Banedanmark.
I processen med elektrificeringen modtog de eldriftservitutten i april 2018. 11. juni i år blev de inviteret til møde, hvor de blandt andet fik udleveret tidsplanen for projektet. De fik også besked om, at deres hus og matrikel ville blive besigtiget på et tidspunkt mellem15. juni og 31. juli. De har endnu ikke hørt konklusionen fra Banedanmark.
Selv regner de med, at der kommer påbud om at beskære et højt træ, de har valgt at lade vokse for at dække for et sporsignal. Resten af træerne vedligeholder de selv med beskæring til cirka tre meters højde.
"Toget har altid været her, og vi har altid været tilfredse med naboskabet, også til Banedanmark."