Kapsejlads-succes gentages
Masser af god musik og en næsten udsolgt 80'er-90'er aften
"Jeg tænker hvert år lige efter hestemarkedet: 'Aldrig mere' - men efter en uge, såh ..."
Hammel Hestemarkeds formand Per Bøving er fuldstændig rolig blot 14 dage før, de første af 50.000 gæster indfinder sig på festpladsen ved Hammel Idrætscenter på Thorsvej.
"Styregruppen havde møde med markedsgruppen forleden. 45 mennesker, der alle er helt klar til endnu engang at løfte opgaven med dette traditionelle hestemarked, som er kendt landet over," fortæller han.
Programmet er omfattende med kendte og nye indslag.
"Vi skal forny os, men samtidig holde fast i traditionen. Jeg glæder mig til Oktoberfestens afløser '80'er-90'er aften', som næsten er udsolgt. Og jeg har hørt oppe i byen, at flere søger tøj fra den tid."
Kapsejladsen lørdag kl 15.30 bliver også betragtet som en succes. Den sejlede første gang i 2018.
"Her er det HGF Fodbold, som trækker det store læs. Det er dem, som skal føre hestemarkedet videre - engang."