Præsteklumme: Konfirmation, Gud, rødder og vinger

præsteklumme I disse uger starter næste års konfirmander op i kirkerne. Hvad er det, de møder i kirken? Her skaber vi, sammen med dem, et rum, hvor vi kan tale om og undersøge det menneskeliv, vi alle står midt i, og som i særlig grad presser sig på hos de unge mennesker, som står lige på tærsklen til deres voksenliv. Disse skønne unge mennesker. Disse udfordrede unge mennesker. Hvem husker ikke sit eget 13-14 årige brydsomme sind og alle de ubesvarede spørgsmål, der svævede rundt for en - sammen med den store livsappetit. Der stilles i dag ufatteligt store krav til de unge mennesker på alle fronter. Det gælder hele tiden om at få flest ”likes”, klare sig godt i skolen, se helt rigtig ud osv. I kirken kan vi tilbyde et fællesskab, hvor der ikke forventes et resultat. Et sted, hvor der ikke kræves, at du er, eller ser ud på en bestemt måde for at være med. Her er ingen eksamen – her er ikke noget rigtig eller forkert. Vi skaber sammen et frirum, hvor vi kan snakke om alt det, livet indebærer.

Der er engang blevet sagt, at der er to ting vi, skal give vores børn. Det ene er rødder. Det andet er vinger.

Vinger – vingerne er et symbol på livsmod, frihed og selvstændighed. Vingerne skal gøre det muligt for os at bevæge os opad, udad, gøre det muligt at drage ud og opleve verden, se nye steder og få øje på alle muligheder, der ligger og venter på os. Selvfølgelig kan vi godt være lidt nervøse, når vi første gang skal prøve om vingerne kan bære – når vi første gang skal stå på egne ben og selv bære ansvaret for vore handlinger – men når først vi flyver og mærker vingernes herlige sus – mærker suset af friheden, af mulighederne, så ved vi hvorfor vi skal lære at flyve. Så ved vi, at vinger er en livsnødvendighed for os, hvis vi vil leve vort eget liv og ikke kun leve som en skygge af andre.

Rødder – rødderne derimod er et symbol på det, vi kommer af, vores familie, vores normer, vores tro og holdninger. Vores fælles kulturarv. Som planterne henter næring til deres liv gennem rødder, gør vi mennesker det også. Vores rødder er så at sige fundamentet under os. Det er rødderne, der holder os fast, når livets storme raser hen over os, og vi svajer i vinden. Rødderne er også det sted, hvor vi kan hente ny næring og livsmod, når vingerne er blevet trætte, og vi trænger til hvile og fordybelse. Derfor er vores rødder vigtige, og det er vigtigt at give vores børn gode rødder, som for eksempel tryghed i familiens kærlighed, forståelse af betydningen af fælles normer, tro og holdninger, der kan være pejlemærker og holdepunkter i en omskiftelig verden. Rodfæstethed er et værn mod vilkårlighed og tomhed. Rødderne er vigtige, for uden rødder bliver vi ikke kun rodløse, men mister også sansen for, hvad der er op og ned, ondt og godt - og så bliver livet for alvor svært at leve.

Gud, rødder og vinger – hos Gud har vi fået rødder, da vi i vores dåb blev sat ind i en tradition, der rækker langt tilbage i tiden. En tradition, som forbinder jord og himmel – tiden og evigheden. Det er en tradition, der derfor også giver os vinger, fylder os med både tro og håb, der peger fremad, udad og opad. Hos Gud har vi fået normer for både, hvad der er ondt og godt, men vi har også fået en kærlighed, der tror alt, håber alt og udholder alt - som altid er klar med en ny begyndelse. En kærlighed, der aldrig vil svigte os. Gud er en del af den faste grund under vores fødder. Men Gud er også de vinger, der løfter os videre, når vi hænger fast i alt det, der hæmmer os.

I al beskedenhed prøver vi i konfirmationsundervisningen at hjælpe konfirmanderne på vej til at få øje på, hvad der er deres rødder og vinger i livet.