Tak til de vandrende
"Som naturplejer med kreaturer i Mols Bjerge er det en fantastisk hjælp med de mange vandrende. Mange opmærksomme øjne beundrer flora, fauna og den storslåede natur. En sidegevinst er at mine dyr også studeres nysgerrigt, og hvis noget ikke er, som det skal være, får jeg ofte et opkald – og jeg er glad for hvert og et af dem. Mit mobilnummer hænger rundt om på hegnene. Nogle gange er der en naturlig forklaring som klares via telefonen, men oftest starter jeg ATV’en og kører ud og kigger på sagen. For nylig opdagede jeg på den måde en syg kvie som blev behandlet af dyrlægen i tide. Jeg er utrolig glad for, at de vandrende hjælper mig med at holde øje med mine dyr. Det kan også være andet f.eks., hvis hegnet er i stykker.
I dyreværnsloven står der at ”Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at dyret tilses mindst en gang om dagen. Dette gælder dog ikke fritgående dyr på græs eller lignende. Sådanne dyr skal dog tilses jævnligt.”
Jeg kigger til mine græssende dyr hver 2. eller 3. dag, og det vil jeg opfordre alle dyreholdere til at gøre. Vi har ansvaret for at vores dyr har det godt – også selvom de nyder livet i en stor fold med græs, vand, læ og ly. ”Jævnligt” kunne tolkes som én gang om ugen eller én gang om måneden, men det er uansvarligt set med landmandsøjne. Heller ikke dyreholdere, der kommer langvejs fra med en flok dyr er ikke undtaget fra at holde ansvarligt opsyn med deres dyr.
Jeg er glad for jer besøgende i Mols Bjerge, og håber I vil blive ved med at kontakte mig, hvis I ser noget usædvanligt med mine dyr. Tak for det."