Fortsæt til indhold

Basketligaen starter i Hadsten

Hadsten Hawks skal lægge gulv til Basket-ligaens sæsonstart mellem Bakken Bears og Copenhagen Basketball

Samfund
Kian Johansen

Hadsten Basketball-klubben Hadsten Hawks har fået lov til at lægge gulv til Basketligaens første kamp mellem Bakken Bears og Copenhagen Basketball søndag 22. september.

Kampen livestreames og der er planlagt masser af underholdning i pauserne. Godt 20 frivillige er i sving og belønningen er den lille entré og det som slaget af lotteri på dagen skaffer.

Talenterne fra Hadsten

"Vi får vel et overskud på 10-15.000 kroner, men det er ikke det vigtigste. Det er fokus på sporten og på at du kan se Danmarks bedste basketball-spillere i Hadsten Hallen. Vi har en del talenter i Hadsten og flere spiller i dag på U15 og U16 landshold, så vi vil også vise, hvad Hadsten Hawks kan," siger Anders Andersen, næstformand i Hadsten Hawks og U13-træner. Han har tidligere været ansat i Bakken Bears og luftede ideen over for sportsdirektør Michael Piloz om at få fokus på basket ude i venskabsklubberne til de mindre kampe.

"Og den aftale fik vi på plads i januar, så vi har knoklet lige siden," afslører Anders Andersen.

Ideen kom efter, at Hadsten Hawks sidste år stod for en træningskamp mellem Bakken Bears og Randers Cimbria i Hadsten Hallen. Der dukkede mere end 200 tilskuere op, da det samtidig var et klubarrangement.