Præsteklumme: Ydmyghed

præsteklumme Man kan godt få det indtryk, at begrebet ydmyghed næsten er blevet et fremmedord. Man skal ikke være ydmyg og tilbageholdende. Det handler i dag mere om at føre sig frem, have selvtillid og kræve sin ret. Det bør dog ikke at være et enten eller. Det kan godt være et tegn på selvtillid, at man viser ydmyghed og er villig til at hjælpe andre fremfor at kræve til sig selv. Ydmyghed rummer sund selvindsigt, at man fremmer kærligheden ved at dele ud af den.

På søndag hører vi om to mænd med en forskellig holdning til livet og deres egen situation. Den ene var farisæer, det vil sige medlem af datidens overklasse. Den anden er tolder, og i bunden af samfundet. En tolder blev foragtet, fordi han udførte arbejde for besættelsesmagten. Farisæeren, den fine agtværdige borger går ind i templet og beder til Gud. I bønnen takker han for, at han ikke er som andre mennesker, røvere og uretfærdige og særligt, siger han, slet ikke som tolderen der står ved siden af. Farisæeren opregner sine fortræffeligheder for Gud, at han faster to gange og giver mange penge til velgørenhed. Den fine farisæer roser sig selv, men i sin selvkærlighed viser han ringeagt for andre. Tolderen derimod bøjer hovedet og siger fuld af ydmyghed: ”Gud, vær mig nådig.” Jesus konkluderer, at det er tolderen og ikke farisæeren, der går fra templet med Guds retfærdighed.

Det er vigtigt at have selvtillid og tro på sig selv. Det er også vigtigt at kunne være noget for andre, lytte til andre, hjælpe andre, være ydmyg overfor kærligheden.