De kommende måneder bugner af nye crossovere
Danskerne er vilde med de små, høje biler. I løbet af de næste 6-7 måneder kommer der fire vigtige crossovere, to af dem vil endda kunne fås med kabler
Renault Captur
Ved første øjekast ligner den nye Renault Captur sig selv, men bilen er vokset. Der vil være digitale instrumenter, og en opretstående skærm på hele 9,3 tommer troner i midten. Motorprogrammet består af tre benzin-og to dieselmotorer, mens den store nyhed dog bliver en helt ny plug-in hybrid. Den nye Captur lanceres i uge 50.
Peugeot 2008
I lighed med den kommende 208 er designet helt nyt, men Peugeot stopper ikke her. Teknikken er ligeledes jomfruelig, og en nyudviklet platform sikrer mere plads i kabine og bagagerum. Nyt er en elbil, der med et batteri på 50 kWh får en rækkevidde på 310 km, og som selvfølgelig får følge af mere traditionelle motoriseringer. Designerne har også arbejdet videre på det digitale cockpit fra de øvrige Peugeoter. Dansk lancering til foråret.
Ford Puma
Ford Puma har teknik fra Fiesta, men er markant mere rummelig. Selve interiøret kan bestilles med digitale instrumenter. Motorprogrammet vil koncentrere sig om den kendte 1,0 benzinmotor med turbo, men i de fleste udgaver tilsat moderne mild-hybridteknik. Senere kommer en dieselvariant samt en syvtrins automatgearkasse med dobbelt kobling. Bilen lanceres herhjemme til januar.
Skoda Kamiq
Designet er lavet for at maksimere pladsen i kabinen, der hævdes at sætte nye standarder i klassen og selvfølgelig garneret med et stort bagagerum.
Bilen baserer sig på samme teknik som Seat Arona og VW T-Cross, men akselafstanden er øget med hele 10 cm, og sammen med et større karrosseri er den næsten en halv klasse større end de to.
Motorprogrammet er dog det samme. Digital instrumentering kan købes. Dansk premiere i starten af 2020.