Totalforbud mod mere end 1.100 smartphones på Erhvervsakademi Aarhus
Erhvervsakademi Aarhus indfører mobil – og SoMe-frit undervisningsmiljø for mere end 1.100 nye studerende, fordi det giver højere karakterer og mindre ensomhed blandt de unge.
Væk med telefonerne og luk Facebook.
Den besked får mere end 1.100 studerende på deres første studiedag i denne uge.
Koncentrationen skal væk fra Facebook og rettes mod studierne. Det giver nemlig dygtigere og mindre ensomme studerende, viser erfaringer fra Erhvervsakademi Aarhus. Det oplyser skolen i en pressemeddelese.
Kræver tilvænning
I to år har Erhvervsakademi Aarhus kørt forsøg med såkaldte 'no devices'-klasser, og erfaringerne er så gode, at man i denne uge beder 1.100 nystartede studerende om at lade telefonerne bliver (på lydløs) i taskerne og holde fri fra sociale medier.
En af de nye studerende er 23-årige Michael Bo Sørensen.
"Jeg synes, det er et godt tiltag. Nu kan vi ikke længere sidde og gemme os bag vores skærme og være asociale. Der skal nok lidt tilvænning til, for jeg er vant til at tjekke min mobil rigtig mange gange i løbet af en dag, " siger den nystartede serviceøkonomstuderende i pressemeddelelsen.
Mindre ensomhed og bedre venskaber
Erhvervsakademi Aarhus forventer, at forbuddet mod mobiltelefoner giver mindre ensomhed og bedre venskaber blandt de studerende. Samtidig får de mere ud af undervisningen og dermed højere karakterer.
"Vores erfaringer viser, at de studerende blev langt mere motiverede for at gå på uddannelsen og deltage i undervisningen, end da telefonerne var fremme. De beskriver selv, at det var en stressfaktor, der blev fjernet, fordi de ikke længere måtte tjekke deres telefoner og blev forstyrret," fortæller uddannelsesleder Dorthe Bohlbro.
Hun mener, at det også er akademiets ansvar at give de studerende en digital opdragelse.
Digital dannelse er også uddannelsesinstitutionens ansvar
Forbuddet mod mobiltelefoner og sociale medier gælder på seks af akademiets i alt 27 videregående uddannelser (bl.a. finans-, markedsførings- og serviceøkonom og finansbachelor) med mere end 1.100 nye studerende.
"Generelt er jeg ikke tilhænger af at lave en masse regler. Men når det giver mening, som vi virkelig tror på, at det gør her, så sætter vi nogle rammer og gør alle bevidste om det. Det handler om digital dannelse – at vi har et ansvar," siger uddannelsesleder Dorthe Bohlbro.