Fortsæt til indhold

Bredbåndspuljen: Deadline for 'hurtige penge' tæt på

18. september gives de sidste tilsagn om kommunalt tilskud til hurtigt internet via Bredbåndspuljen

Samfund
Arkiv

Gennem de seneste måneder har borgere i Syddjurs arbejdet ihærdigt på at skaffe lokal tilslutning til at søge Bredbåndspuljen om tilskud til hurtigt internet.

Syddjurs Kommune bakker om projekterne og giver 1.000 kroner pr. husstand i de projekter, der bevilges tilskud fra puljen.

Sidste år

For at komme i betragtning til de mange penge, er det ved at være sidste udkald for annoncering af projekter, da det skal ske senest 18. september.

”Du kan læse mere om Bredbåndspuljen på Energistyrelsens hjemmeside – og på djursonline.dk,” fortæller bredbåndskoordinator i Syddjurs og Norddjurs Kommuner, Henrik Friis.

”I 2018 fik ni projekter i Syddjurs mere end ti mio. kroner af puljens i alt 100 mio. Lige nu er der annonceret syv projekter, og jeg ved, at der arbejdes med flere.”

Og så er det faktisk i dobbelt forstand, at det nu er sidste udkald.

”Dels skal projekterne være klar til annoncering senest 18. september, og dels er 2019 sidste år med midler i en Bredbåndspulje.”

Få hjælp

Når borgere bruger så meget tid på at få et projekt på benene, er det selvfølgelig fordi de selv har behov for hurtigt internet.

Men der er også en betydelig samfundsmæssig interesse i det hurtige internet.

”Derfor bakker Syddjurs Kommune igen op om borgernes initiativer med 1.000 tilskudskroner pr. husstand i de projekter, der bevilges tilskud," siger Henrik Friis

Den digitale tidsalder er stadig i sin spæde start, og udviklingen går rigtig stærkt.

”Service, tilbud og kontakt mellem borgere og det offentlige foregår i stadig stigende grad digitalt, og jo bedre kommunen er dækket ind med hurtigt internet, jo flere muligheder giver det for den bedste service og de bedste løsninger.”

Henrik Friis opfordrer både grundejerforeninger, virksomheder, private og andre til at rette henvendelse hurtigst muligt, hvis man ønsker hjælp og vejledning til at nå i mål inden ansøgningsfristens udløb.

Han opfordrer de, der vil nå i mål inden deadline at dukke op til borgermøde i Mørke 11. september.