Blyantsstreger…

præsteklumme Vi skriver det med blyant, sådan sagde min mentor altid, når vi skulle sætte en aftale i kalenderen, vi ikke var helt sikre på. ”Vi skriver det med blyant”. Skønt. Jeg kunne sige ”nej tak”, hvis jeg ikke kunne få mødet til at stemme overens med den fælles familiekalender og alt det andet oppe i ”skyen” - de der andre to do’s. Så kunne vi bare viske det ud igen.

”Vi skriver det med blyant”.

Nu er der i virkeligheden ikke så meget, man skriver med blyant længere. Jeg gør det selv. Skriver alt på min PC. Sorte bogstaver på hvid baggrund. Det samme gør børnene, de lærer hurtigt at taste sig selv derudaf – eller tage billeder. Vi siger det med smileys, ikoner, på snap’en, på insta naturligvis med den rette mængde #hashtags. Her kan blyantstregen knap hamle op med tempoet. Det går hurtigt. Bum, så er det ude i verden. I æteren. Og duer det ikke, så sletter vi - visker det ud – selvom det kan være sin sag af få aftrykkene fjernet. Nærmest som når man med et dovent viskelæder forsøger at fjerne blyantstregernes dybe, gråsnuskede furer i papiret.

”Vi skriver det med blyant”.

Jeg er godt klar over, at talemåden ikke er uddød. At der er meget i verden, der er forsvindbart – som blyantsstreger, der er lige til at viske ud. Og jeg ved godt, vi også bruger blyant i dag. Ved, at der for eksempel altid skal være to spidsede af slagsen i mine børns penalhuse.

På mit arbejde bruger jeg blyanten - ikke så ofte til alenlange sætninger. Men jeg finder tit blyant og viskelæder frem. Skriver et navn og efternavn ud for et ritual. Ved dåben, bisættelsen, begravelsen, vielsen. Ganske let – med tynd skrift. Og navnet toner frem dér på papiret sammen med ordene. De ord, der allerede står. De faste. Dem, der lyder ved hvert ritual. Ord, vi ikke kan sige os selv, men som vi kan have brug for at høre både, når vi står i den allerstørste glæde, og når vi er i den allerdybeste sorg. Sammen med dem lyder navnet. Dét, der er skrevet med blyant.

I morgen visker jeg det ud igen. Skriver et nyt.

Ikke koldt. Ikke kynisk og uden tanke, men fordi der skal være plads til et navn mere. Flere navne. Flere fortællinger. Flere begyndelser. Et menneske mere. Én, vi siger velkommen til – én vi tager afsked med. To elskende.

Det er ikke altid let at viske ud og skrive igen. Tværtimod. Et navn kan ikke sådan slettes ud. Blyantstregen kan. Mens menneskenavne aldrig helt lader sig fortælle på samme måde, som de fremstår i vores erindring, i vores hjerter og tanker. Det kan være, vi alle på én eller anden måde er som skrevet med blyant, men aldrig for hinanden. Her er vi som mejslede i sten. Aftrykkene, sporene er sat. ”Vi skriver det med blyant” – men er tegnet i hinandens hjerter.