600 elever, pædagoger og lærere tager på livsduelighedslejr
600 elever, pædagoger og lærere fra Beder Skole overnatter i telte på en mark for at styrke hinanden i skolens værdier
Onsdag 4. september drager alle 600 elever og alt personale fra Beder Skole på en såkaldt livsduelighedslejr i Malling, hvor en mark omdannes til en teltlejr i et døgn.
Den ligger ved siden af Efterskolen for Scenekunst.
Baggrunden for lejren er, at elever, personale, ledelse og forældre på Beder Skole har vedtaget tre værdier, som er tydelig i hele skolens virke og hverdag. Det drejer sig om forpligtende fællesskab, udsyn og livsduelighed.
Men værdierne lever ikke kun bag skolens gule mure for skolens elever og ansatte, da byens lokalbefolkningen også inviteres med til at være en del af værdierne og af hverdagen på Beder Skole.
Og det vil også vise sig på Livsduelighedslejren, som også skolens forældre har engageret sig i.
Dagen begynder med Beder Skoles sang om skolens fællesskab afsynges, og hvor lejren åbnes officielt. Herefter bevæger alle elever sig afsted mod Malling til marken, der ligger på Starupvej. I løbet af de næste timer vil en kæmpe teltlejr vokse op, når børnene opbygger deres hjem for det næste døgn. De store elever hjælper de små, men alle elever er med til at rejse de telte, de skal sove i.
Stort stjerneløb
I løbet af eftermiddagen har UNO Fritidscenter skabt et stjerneløb med 32 forskellige poster, som skolens elever deltager i på hold, der er skabt på tværs af klasserne, og hvor ’store venner’ er sammen med ’små venner’.
Aftensmaden leveres af forældre, der i tiden op til og på selve lejren både har været meget engagerede i og meget støttende omkring Livsduelighedslejren, oplyser skolebestyrelsesformand Anne Harrits.
Dagen slutter med en aftensamling, og herefter er det så småt ved at være tid til at finde ro i teltene.
"Vi ønsker at skabe en uforglemmelig oplevelse for skolens børn i et stort fællesskab. Vi håber, at turen bliver et 'mindesmærke', vi kan genbesøge, når vi efterfølgende skal omsætte den abstrakte værdi livsduelighed til konkrete eksempler for børnene. Vi nøjes ikke med at tale, men vi handler livsdueligt sammen og mærker effekten på egen krop. Det indebærer lidt kontroltab, og vi skal ud på halvtynd is, men det styrker individet og sammenholdet i vores store forpligtende fællesskab. Der er meget social læring og dannelse for børnene indlejret i denne aktivitet, som man ikke kan læse sig til i klasseværelset;" forklarer Anne Harrits, der er skolebestyrelsesformand, i en pressemeddelelse.
ksa