"Jeg har store kvaler med at være på toppen fysisk"

I spiller på Månen med trioen ”Vi sidder bare her”. Film kan noget særligt, digte kan noget særligt, prosa kan noget særligt. Hvad er det, ifølge dig, musikken kan?
”Musikken har altid interesseret mig. Jeg var meget tidligt stærkt optaget af jazz og havde mit eget jazzblad, som min onkel, Erik Linde, udgav i Aarhus. Det hed Jazzbladet, og det var, mens jeg gik i gymnasiet.
Musikken har altid interesseret mig, og det er også noget, jeg har rejst efter. Jeg har også været ved at lave en film om Wagner med Lars von Trier, ligesom jeg har dyrket musikken meget i Haiti.”

Kan man sige, at ved musik, er det følelserne, der tænker?
”Ja, dét er det. Det er meget godt formuleret. Det er følelserne, der tænker. Det fortæller jeg også om under koncerterne med 'Vi Sidder Bare Her'. Det her med at danse, at musikken kan få én op ad stolen. Det er også erotisk. Man kan forføre via musikken, det er jeg meget opmærksom på. Det er i musikken, at følelserne taler. Det er en stor fornøjelse at arbejde med Simpson og Toksvig, for de tænker musik på en helt speciel måde.”

For mange år siden var du i Civilforsvaret i Haderslev. Hvad husker du fra den tid?
”Jeg har sgu glemt det meste. Men jeg var ved Civilforsvaret i Haderslev, fordi jeg ikke ville være soldat. Og så kan man jo vælge at blive militærnægter eller civilforsvar, og jeg synes, det var en passende mellemting. En blød form for uniform. Man skal redde folk og gøre noget humanitært.
Mens jeg var her, fik jeg et sidejob som bordtennisinstruktør i en mindre by udenfor Haderslev. Det vil sige, at jeg tog derud og trænede dem. Jeg var en god bordtennisspiller i tidernes morgen. Jeg spillede for Marselisborg Bordtennisklub og var Aarhusmester i A-rækken. Jeg er sgu ikke sikker på, at det var tilladt at være træner i sådan en klub, mens man var ved Civilforsvaret, men det var jeg altså. Jeg fik et lille honorar for det, og det var skægt. ”

Husker du din tid i Civilforsvaret i Haderslev som god?
”Ja, det var ikke nogen ubehagelig tid, og jeg blev også valgt som talsmand af mine kammerater på holdet.
Men der var jo det specielle, at nogle af de vigtigste ting i Civilforsvaret er at klatre på stiger og at forholde sig til vand. Og de to ting kan jeg ikke lide.
Så jeg nægtede at gå på stiger. Jeg kan tydeligt huske, at befalingsmændene sagde; 'det kan du da ikke 07'. Jeg hed 07. Jeg sagde; 'jamen det vil jeg ikke.' 'Men det kan du ikke nægte 07', sagde de igen.
'Det kan jeg da. Jeg nægter det lige nu', sagde jeg. 'I kan ikke få mig op på den stige, for jeg vil ikke.' Så sluttede diskussionen der. De kunne jo ikke tvinge mig, hvad skulle de gøre? Flytte mine fødder derop? Nej, det ville de alligevel ikke. Så jeg fik straks meldt fra over for en vigtig ting.
Jeg er som sagt heller ikke vild med vand, så jeg var meget umulig som rekrut, CF-pligtig eller hvad fanden det nu hed. Det var jeg. Jeg satte mig imod to essentielle ting, men alligevel blev jeg der og blev talsmand for min gruppe.”

Hvad husker du ellers?
“Jeg fik en god bekendt, som jeg fik nytte af senere. Det var en af mine sektionsledere, der hed Tage Nielsen, og han var en fremragende jazzskribent.
Da jeg senere startede det der jazzblad i Aarhus, så blev Tage Nielsen medarbejder på bladet. Så min egen befalingsmand fra min tid her, han blev altså en af mine medarbejdere på bladet. Det var skægt. Det var den omvendte verden.
Jeg var et halvt år i Haderslev, og så sker der det, at jeg taler med en journalist fra Demokraten i Aarhus og sagde; 'ja jeg er hernede, det er lidt kedeligt'. Så sagde han; 'det skal du da ikke være. Jeg kan sørge for, at du kommer tilbage til Aarhus'.
Han ringede så til Civilforsvarets Kommandokontor, der havde en villa i Risskov, hvor de øverstbefalende var. Der fik han sagt, at de gerne ville have mig op at arbejde, og at det i øvrigt også var godt for dem. Og pludselig var jeg så i villaen i Risskov, hvor jeg skulle lave noget kontorarbejde og i øvrigt kunne sove hjemme hos mine forældre. Så det var jo en fin fidus og ganske let. Det var min tid iHaderslev.”

Vi er i 500 året for Reformationen, hvilket fejres stort her i byen. Men over alt i verden udkæmpes der fortsat krige på grund af tro og overbevisning. Hvad er religion for en størrelse ifølge Jørgen Leth?
”Det er en meget vigtig størrelse, det kan man ikke komme udenom. Det er dét, der i høj grad skiller folk i dag.
Det er klart, at jeg også ofte fortæller om kirkerne i Tour de France. Jeg er meget interesseret i kirkearkitektur og dermed også kirketro, men jeg er ikke selv religiøs overhovedet.
Jeg er ikke engageret i det på den måde, men jeg er meget optaget af det kulturelle i det. Og jeg synes, tro er en vigtig ting. I Haiti er jeg nok blevet mere berørt af tro, end jeg nogensinde har været i Danmark. Der er voodoo'en jo meget stærk. Og også de forskellige kristne trosretninger er mere profileret i Haiti. Så der går jeg oftere i kirke, men det er af ren og skær nysgerrighed. Jeg er mere observerende end jeg er deltagende. Jeg har ikke lyst til at deltage i nogen kult eller noget, men jeg vil gerne se og opleve det. Sådan er jeg. Og ofte er der bevægende ting at se i kirker og i folks tro.
Jeg går også ind og ser kirkerne i Frankrig, når jeg er ude at lave research til Tour de France. Jeg har respekt for religioner, og det er jo sørgeligt at se, hvordan de skal kriges, som de gør nu med alle de ting, der sker omkring muslimer og kristnes sammenstød rundt om i verden.”

Tiden går, og vi går med. Den 14. juni fylder du 80 år. Hvordan lever man bedst med at blive ældre?
”Ja, det prøver jeg jo at leve med hele tiden, og det er ikke så svært. Jo, det er svært på én måde. Fysisk er det svært. Jørgen Leth, jeg går dårligt og sådan noget. Man mærker årenes gang. Men mentalt føler jeg mig frisk og i stand til at producere.
Jeg har haft mit travleste år i år. En bog, en film, radio og andet har jeg lavet. Jeg laver mere end nogensinde, så på den måde kan jeg ikke mærke det. Jeg er også fast besluttet på at blive ved, indtil jeg falder om. Jeg har ikke tænkt mig at pensionere mig selv. Det gider jeg ikke. Jeg vil opleve hele tiden, og jeg har stadig appetit på livet. Det er svaret på dit spørgsmål. At have en stor vitalitet over for livet.
Det er ikke, fordi jeg benægter det naturlige forfald, der kommer. Jeg prøver at leve, som jeg nu kan. Og jeg har ikke tænkt mig at slå mig ned som pensionist. Det kunne jeg ikke drømme om. Jeg har stadig lyst til at se nyt og opleve nye ting. Rejse. Skrive om det jeg ser. Så det fortsætter jeg altså med.”