Fortsæt til indhold

Minister iværksætter kampagne efter dødsulykke på letbanen

Samfund
Simon Carlson

Grenaa Den generelle sikkerhed ved overkørsler på de statslige jernbanestrækninger var i tirsdags på dagsordenen under et møde mellem Folketingets transportordførere og transportminister Benny Engelbrecht.

Ministeren havde indkaldt til mødet efter den tragiske ulykke 6. juli på overkørslen ved Trustrup. Her mistede en 34-årig norsk mand og hans syvårige søn livet, da deres bil blev ramt af et letbanetog.

Ulykken og det efterfølgende møde med transportordførerne får nu transportministeren til at igangsætte en oplysningskampagne, som skal øge opmærksomheden og sætte fokus på sikkerheden på landets jernbaneoverskæringer.

"Jeg ved, hvor meget hver eneste tragiske ulykke på jernbanen påvirker de indblandede familier, pårørende og lokoførere. Det skal vi gøre alt, hvad vi kan for at undgå. Vi arbejder derfor også på højtryk for at få sikret eller nedlagt overkørslerne på det statslige jernbanenet. Mit formål med at mødes med transportordførerne i dag (tirsdag 10. september, red.) var at give en generel status for arbejdet, så vi alle har et fælles udgangspunkt til at drøfte, om vi kan gøre endnu mere for at forbedre sikkerheden. Jeg sætter samtidig nu gang i en oplysningskampagne, som skal øge opmærksomheden hos os alle, når vi krydser en overkørsel, siger transportminister Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse.

På mødet præsenterede Banedanmark ligeledes en status på arbejdet med at nedlægge eller opgradere overkørsler, som forligskredsen bag ”En grøn transportpolitik” igangsatte i 2009.