Det er med flotte skrig, vi rejser os fra smerten

præsteklumme Nogle ord bliver siddende i min hukommelse som små forståelsesturbiner. Små sprogbilleder der virker som energiskabende kraftcentre med koncentrerede indsigter og erfaringer, der gør min verden større og sjovere. En af mine særlige sprogleverandører er Simon Grotrian, der malerisk, muntert og fantasifuldt skriver ord, der kan brede sig som ringe i sindet.

At blive til

Der er forskel på hvordan en jordemor og en digter vil beskrive, at et barn kommer til verden.

Rent praktisk er en fødsel noget med veer, hovedet først, at presse, hænder der tager imod, fostervand, efterbyrd og barnets første lyde, når det trækker vejret.

Grotrian fortæller noget andet om at blive til i et kort digt: FØDSEL NR.1.

Munden var det første

som jeg ramte verden med

for jeg er tillidsfuld

når alle liv begynder

og havet står i kø

det er med flotte skrig

vi rejser os fra smerten.

Vi rejser os fra smerten med ”flotte skrig”. Skriget, der ellers er forbundet med fortvivlelse. Skriget af smerte bliver til skrig af glæde. Det gør ondt at føde, og det gør sikkert også ondt at blive født. Med barnets første skrig afløses smerte af lettelse og glæde. De nye forældre rejser sig fra smerten.

Andre steder beskriver Grotrian livets begyndelse som at stå ved ”skødets dør”. At åbne moderskødet og træde over dørtrinnet ind i verden. Hvad er det med det liv, vi ikke har skaffet os selv? Pludselig er vi havnet i verden. ”Skabelsens karateslag” som han kalder det et andet sted. Med ét slag bryder vi igennem og er født. Hvad stiller vi så op med det liv, vi har fået?

Livet må vi tale om. Jeg tror, det er derfor, Grotrian digter, at ”munden var det første som jeg ramte verden med”. Munden har ordene og med sproget tager vores bevidsthed form. Vi kan udtrykke os, beskrive verden og sætte noget i værk med vores ord. Vi bliver født, og senere bliver vi til på en anden måde, når vi har sproget til rådighed og bliver bevidste. Mens vi vokser op giver ordene os flere muligheder, jo bedre vi kan formulere os.

Munden rammer verden. ”I begyndelsen var Ordet”, som forfatteren til Johannesevangeliet indleder sin fortælling, hvor han særligt taler om ord til livet. Ord til livet optog Grotrian, og han skriver om det uudtømmelige i det liv, vi alle kender. Han skriver billedrigt om de livstemaer, vi ikke bare kan sige lige ud, men heller ikke kan tie om. Kort sagt er det ord om det betydningsfulde. Munden rammer verden med et kys.

Hvor et teknisk sprog forenkler verden og for eksempel kan gøre en fødsel til en temmelig steril sag, så er god poesi med til at sætte fantasien tænksomt i sving, så vi levende idégenererer, og en fødsel kan beskrives med en eksplosion af betydninger.

Poesi er det meningsfulde, vi ikke kan sige lige ud. Jeg synes han udtrykker tanken godt i formuleringen:

”Vi gynger på en korthuskant af sprog der står på siden”

Jeg kan både se sprogbilledet og ikke se det. Det er lidt som at se en umulig figur, der giver god mening.

Et andet sted skriver han om ”ord, der kommer baglæns ud af munden”. Vi er nødt til at sige noget mere end det, der bare kan siges ligeud. Vi ankommer med munden først og bliver til gennem sproget.

Grotrian skrev mange digte og er særligt kendt for sine nye salmer. De er billedrige, sjove og intet ord er tilfældigt. De skal læses og synges med hjertet og fantasien. Ligesom med livet er det ikke hensigten, at alle ordene skal gå op i en færdig fortolkning, men de skal nærmere blive stående med kant og modstand.

Poesien giver betydning, når den løfter sig som ”ordets sommerfugl”. Når vi med ordene ser ”en flod af jordemødre komme” – jordemødre, der hjælper nye erkendelser og indsigter til verden.

Vigtigt er det at gå positivt til dagligdagen. At ”få del i glædens bølgesprøjt” som han skriver i en kendt dåbssalme. ”Lad aldrig glæden gå på halv” som det lyder i en påskesalme. Og i en aftensalme skal ”glæden male sorgen om til månen børster tænder”.

Simon Grotrian døde pludseligt i august. Det var alt for tidligt. Han var en god ven og en stor digter. Det var en glæde at kende ham.

Munden rammer livet med ord til sorgen og glæden. Ikke alene ved fødslen men også ved graven må vi rejse os fra smerten med flotte skrig.