Fridykkere kan have fundet gammelt bombefly i Storebælt
Et gammelt flyvrag fra anden verdenskrig kan være fundet på bunden af Storebælt
Det er i øjeblikket forbudt at opholde sig i et område i Storebælt ved det sydlige Langeland.
Årsagen er, at et gammelt bombefly fra anden verdenskrig kan være på havets bund og stadig have farlig ammunition på sig.
Det skriver Ekstra Bladet via Ritzau.
Det mulige flyvrag er fundet af fridykkere, som efterfølgende har kontaktet myndighederne søndag morgen.
"Det er sandsynligvis et Lancaster bombefly, der ligger dernede. Dykkeren siger, at der også ligger noget, der kunne ligne flybomber," siger Bo Petersen, næstkommanderende i Søværnets Dykkertjeneste, der skal sikre eventuel ammunition.
Der går dog formentlig noget tid, før søværnets dykkere kan komme i vandet, da kraftig vind for øjeblikket gør det umuligt.
Ifølge Bo Petersen er der tidligere blevet fundet et Lancaster-bombefly i Storebælt, da broen blev bygget.
Flymodellen blev produceret i 1941 og var aktiv i anden verdenskrig. Efter krigen blev det mest brugt til rekognescering.
dp