Fortsæt til indhold

Kørestol på brosten: Politikere prøvede en dag som handicappet i Ebeltoft

Det lokale handicapråd i Ebeltoft havde inviteret byrådspolitikere til handicapvandring gennem byens brostensbelagte gader.

Samfund
Katharina Andersen

Der var rift om den elektriske kørestol, da politikere fra Syddjurs Kommune skulle vælge et udstyr til dagens handicapvandring.

Langt de fleste ønskede sig en elektrisk kørestol på dagens byvandring, men borgmesteren måtte nøjes med håndkraft. Foto: Katharina Andersen

Dansk Handicaporganisation havde nemlig inviteret byrådspolitikerne til at mærke på egen krop, hvordan det er at være handicappet i en by som Ebeltoft, og på denne særdeles regnvåde dag fik politikerne deres sag for som enten bevægelseshæmmede eller blinde.

Borgmester Ole Bollesen (S) satte sig tilpas i den manuelle kørestol på trods af, at den bragte ham udfordringer ved selv samme arrangement for fire år siden.

"Jeg havde håbet at få den elektriske model i år," siger han, og tilføjer, at han vil gøre alt, hvad han kan for at forbedre forholdene for byens handicappede.

Ikke meget er sket siden sidst

Så mens byrådspolitikere med kørestol og blindestok forsøgte at navigere gennem byens gader, kunne de ved selvsyn opleve nogle af de udfordringer, de handicappede i byen står overfor, og der er altså plads til forbedringer, mener Kirstine Bille (SF), 2. viceborgmester i Syddjurs Kommune.

"Der er slet ikke blevet gjort nok endnu, og jeg kunne selv se sidst, da vi afholdt samme arrangement, at gaderne simpelthen ikke er tilpasset en kørestol. Faktisk var jeg ved at vælte sidst, da jeg skulle over en kantsten," siger hun.

Kirstine Bille (SF) mener, at der kan gøres meget mere for byens handicappede.Foto: Katharina Andersen

Og netop derfor havde Dansk Handicaporganisation indkaldt byrådspolitikerne endnu engang, for den mener langt fra, at politikerne har gjort nok for at forbedre forholdene.

"Skriv jer nu bag øret, hvad i oplever, så der kan ske ændringer," lød det blandt andet ved velkomsten.

På en regnvåd dag skulle byrådspolitikere og ledende administrations medarbejdere ned igennem byens gader og mærke, hvordan forholdene er for handicappede. Foto: Katharina Andersen

Dansk Handicaporganisation havde denne gang også inviteret de ledende medarbejdere i administrationen til at prøve at være hancicappet for en dag.