Fortsæt til indhold

Sindets Uge om mental sundhed

Arrangementerne 7.-11. oktober skal gøre alle borgere opmærksom på udfordringerne

Samfund
Arkiv

arrangementer Favrskov Kommune byder på et alsidigt program i Sindets Uge 7.-11. oktober. Med blandt andet foredrag, workshops, cafeer og åbent hus sætter kommunen fokus på den mentale sundhed for alle borgere.

I løbet af ugen er der blandt andet workshop om foreningsmedlemmers trivsel, foredrag om peer-støtte, spilleaften i Frivilligcenter Favrskov og åben træning i idrætsforeningen Krop og Sind, Favrskov.

Også børn og unge kommer til at arbejde med emnet, når Tungelundskolen i Thorsø holder temauge om mental sundhed.

Øvig Knudsen bryder tabu

Sindets Uge handler også om at bryde tabuet om psykiske lidelser og psykisk sygdom.

På Sindets Dag 10. oktober kan man derfor i Sløjfen i Hadsten høre foredraget 'Min mor var besat' med Peter Øvig Knudsen.

Peter Øvig Knudsen vil fortælle om sine egne oplevelser med at vokse op som barn af en psykisk syg mor, og hvordan han senere selv blev syg. Billetter til 100 kr. kan købes på favrskovbib.dk.

"Det er vigtigt, at vi italesætter mental sundhed, så vi ikke kun hjælper de mennesker, der allerede har problemer med psyken. Sindets Uge skal derfor gøre os alle opmærksomme på, hvor vigtigt mental sundhed er, og hvad man selv kan gøre for at bevare et psykisk godt helbred," siger formand for social- og sundhedsudvalget Grethe Villadsen i en pressemeddelelse fra Favrskov Kommune.

Stigende behov

Sindets Dag har til formål at skabe opmærksomhed om psykisk sundhed og sygdom, og det mener handicap- og psykiatrichef i Favrskov Kommune Jes Svenninggaard, der er et stigende behov for at sætte fokus på:

"I de seneste år er der sket en stigning i andelen af danskere med dårlig mental sundhed og livskvalitet, og der har samtidig været en stigning i antallet af mennesker med depression, angst og stress," fortæller Jes Svenninggaard.

Hele programmet for Sindets Uge kan ses på www.favrskov.dk.

jesl