Det lyserøde billede er krakeleret
Silas Huusom var fuld af forventning, da han blev udtaget til den internationale talent- og realitykonkurrence Aim2Fame. Nu - to måneder senere - har han oplevet medaljens bagside
Han ser ikke specielt nedbrudt ud, sådan som han sidder dér ved køkkenbordet og drikker cola af et thekrus og fortæller om sine oplevelser i Spanien.
For få måneder siden blev Silas Huusom - med kunstnernavnet Silas DeKays - som den yngste udtaget til at deltage i første udgave af et nyt internationalt talent- og realityshow, Aim2Fame, med deltagere fra hele verden.
Deltagelsen var en dream come true for den unge Galten-dreng, men der gik ikke lang tid før Silas fik lov at smage på bagsiden af medaljen.
Blev syndebukken
Han kom nemlig med på et wildcard, da han kun lige var fyldt 15 år og dermed ikke levede op til alderskravet på 16.
Selvom Silas havde bevist sit talent ved at blive nummer to i feltet af de 20 deltagere, der kom videre fra udtagelseskonkurrencen til det egentlige show, blev detaljen med wildcard'et hurtigt vendt imod ham.
De øvrige deltager fandt her en syndebuk, de kunne kaste sig over, når de ikke selv klarede de musikalske udfordringer tilfredsstillende.
“De mente, at jeg havde snydt ved at stille op, når jeg ikke var gammel nok,” fortæller han.
Det blev startskuddet til to måneder med mobberi af hård kaliber.
LÆS OGSÅ: Verdenskendte Gavin DeGraw har fået øjnene op for danske Silas
Et problem at være seriøs
“Jeg blev blacklistet af de andre, fordi jeg ikke ville ryge, drikke og feste hele tiden. Jeg blev beskyldt for at have sagt grimme ting om de andre, jeg blev bagtalt og kaldt virkelig grimme ting, og jeg oplevede sågar at de øvrige gemte flasker med sprut på mit værelse, så jeg kunne få balladen,” fortæller han.
På et tidspunkt ville produktionsselskabet bag showet have ham til for åbent kamera at sige undskyld til de andre. Der satte Silas dog hælene i.
“No way. Jeg var ikke kommet til Spanien for at være reality stjerne, men det blev jeg ufrivilligt. Jeg ville vise, hvad jeg kunne, jeg er meget dedikeret når jeg arbejder med musik, men samtidig blev jeg bedt om at nedtone mit eget talent, så der ikke var for stor forskel på os, når vi skulle optræde sammen. Det var hårdt.”
Ondskabsfuldheder
For Mia, Silas' mor, var det ekstra hårdt at opleve sønnens kamp, da hun efter den første måned rejste hjem til Danmark og lod Silas blive tilbage.
“Det var en følelsesmæssig rutsjetur. Jeg ved, det er det, han gerne vil, men det er hårdt at opleve sin søn udsat for så voldsomme ondskabsfuldheder. Blandt andet ville de andre ikke lade ham spise sammen med dem. Men han håndterer det flot,” fortæller hun.
“Du må godt skrive at det lyserøde billede er krakeleret,” indskyder Silas smilende.
“Det har været en kamp fra start, og jeg har oplevet medaljens bagside,” siger han, men understreger hurtigt, at han godt var klar over, at musikbranchen er benhård.
“Det skal man kunne takle. Jeg har lært at lave et skjold rundt om mig selv og lukke af. Selvfølgelig var det hårdt at være sammen folk, der ikke kunne lide mig, men jeg tog ikke afsted for at få venner, men for at få en karriere,” konstaterer han.
Drømmen er intakt
Og drømmen om en international musikkarriere er stadig intakt.
“At være med i Aim2Fame er en once in a lifetime chance. Det er et springbræt videre og jeg har fået uvurderlig erfaring. Jeg har prøvet at arbejde sammen med nogle af branchens største navne og har fået mange rigtig værdifulde kontakter.”
Lokalavisen skriver i næste uge, hvad Silas fik ud af at være med i Aim2Fame