Debat: Nu må Alternativet vælge retning
Tak til Hanne Stender Damkjær fra Alternativet for med sit læserbrev under overskriften 'Det er forkert, at ville tjene penge på omsorg' at komme med gode ideer til, hvordan blandt andet ældreområdet i Skanderborg Kommune kan styrkes, og i samme ombæring tage afstand fra udlicitering.
Desværre lyder det dog hult, når man kender Alternativet, og ved, de taler med to tunger. De skriver ét, men handler anderledes i byrådssalen.
Ved budgetforhandlingerne sidste år stod Alternativet eksempelvis sammen med de øvrige venstrefløjspartier om et forslag, der skulle sende tøjvask på kommunens plejecentre i udlicitering. Heldigvis lykkedes det Dansk Folkeparti at bremse for konkurrenceudsættelsen på ældreområdet - imod Alternativets hensigt.
Forhåbningerne til Alternativet bliver ikke bedre af at gense byrådsmødet fra 27. juni 2018, hvor Alternativets Mira Issa Bloch satte et frontalt angreb ind på ældreområdet, citat: "Det er ikke ok, at vi forfordeler ældreområdet på bekostning af andre områder."
I Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 16 / 2018, under overskriften 'Jeg siger det, ingen andre siger', udtaler Mira Issa Bloch "For eksempel syntes jeg, at der er for meget fokus på ældreområdet i kommunen".
I indeværende år har Alternativt stemt imod stort set alt, der har kunnet være med til at løfte kvaliteten på ældreområdet og give de berørte borgere større livsglæde - så tillad os i Dansk Folkeparti at være forvirrede over de alternative og modsat rettede holdninger, der kommer fra Alternativet.
Alle partier i byrådet bør stå sammen om at sikre borgerne en værdig alderdom og samtidig anerkende de ansatte, der kæmper en brav kamp på et område, der til stadighed begrænses af stadigt snævrere økonomiske rammer.
Hvis det er Hanne Stender Damkjær-fløjen, der kommer til at dominere ved efterårets budgetforhandlinger, er vi i Dansk Folkeparti mere rolige på ældreområdets vegne, end hvis det modsatte skulle ske.
Dansk Folkeparti rækker gerne ud til Alternativet, hvis der er handling bag Hanne Stender Damkjærs ord om at give kommunens udsatte borgere en håndsretning. Vi er ikke længere væk end et telefonopkald...