Bæredygtig…

præsteklumme Åh, nej, skriver præster nu også om det? For bæredygtighed er et ord, der dukker op hele tiden. I den forløbne valgkamp. I vore samtaler med hinanden. I vore overvejelser, når vi handler ind eller skal ud at rejse. Denne nye brede bevidsthed om at passe på jordens ressourcer – så der kommer balance i tingene. Så vi lever på en måde, der bevarer naturen – i stedet for at udpine den.

Men bæredygtighed handler vel ikke kun om klima og miljø? Det kan også beskrive balancen i det enkelte menneskeliv. Om vores liv hænger sammen. Om der er balance mellem kræfter og opgaver for eksempel indtægter og udgifter. Om vi i overført betydning får fyldt lige så meget på, som vi giver ud. Eller giver lige så meget ud, som vi får fyldt på.

Om vi brænder inde med en hel masse kærlighed og gode ideer, som vi ikke kan komme af med – fordi vi ikke ved, hvor vi skal gå hen, med alt det vi er og rummer.

Eller om vi oplever at skulle give og give – uden at få noget godt tilbage. Om vi føler os stressede og udbrændte – eller ensomme og overflødige.

Eller om vi rent faktisk oplever, at det hænger sammen. At vi lige præcis får lov til at bruge de kræfter og de evner, vi har til noget godt. For det skaber mening. Det giver lyst og glæde til mere.

Ind imellem er det et nej, der skal til. Hvis vi har glemt at passe på os selv. Hvis vi pludselig opdager, at det er andres forventninger, der styrer os – og ikke det vi selv kan stå inde for eller har kræfter til. Så skal vi turde sige nej. Og ændre kurs.

Til andre tider er det et ja, der skal til. Et ja til at kaste sig ud i livet og tage del. Et ja til at andre vil os det godt. Og til at vi alle rummer en masse, som ikke kan undværes.

Men det skal helst være bæredygtigt. Vi skal huske ikke at bære det hele selv. Give slip på alle de vanvittige krav om perfektion og præstation, som så mange af os træller under. Turde være os selv. Huske at trække vejret. Huske at tanke op inden vi kører tør. Så måske handler bæredygtighed mest om at kende grænsen – mellem det menneskeligt mulige – og det, som kun Gud kan klare. Bæredygtighed er måske der, hvor man også tør lade sig bære.