Debat: Budget 2020 - flere penge til ældreområdet kan findes ved at skære i den kommunale administration
"Jeg har med interesse læst Michael Aakjærs (S) bemærkninger til mit indlæg vedr. budget 2020 på ældreområdet. I denne forbindelse er jeg forundret over troen på, at vores betjening på ældreområdet bare fungerer og at alle problemer bliver løst med vedfærdsteknologi. Det, de ældre har brug for, kan suppleres, men ikke erstattes af teknologi. På nogle områder er det fremtiden, men det de ældre allermest ønsker sig, er den personlige kontakt gennem vores dygtige plejepersonale, der er der og har tid til de ældre. Det er nu en gang nemmere at tale med et medmenneske end med en robot.
Samtidigt har vi her i kommunen oplevet store nedskæringer indenfor hjemmehjælpstimerne, alene i det sidste år på omkring 10 procent for hver ældre, der modtager hjemmehjælp.
Sandheden er, at ældreområdet er voldsomt underbudgetteret i Syddjurs. Vi har efterhånden nået et niveau, hvor vi fra Dansk Folkeparti er nødt til at gøre opmærksom på problematikken.
Den såkaldte ECO nøgletalsanalyse fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd om Syddjurs Kommunes budget viser, at der på at især ældreområdet er afsat markant færre økonomiske midler i Syddjurs Kommune, også selv om man tager højde for større udgifter til sundhed, genoptræning og forebyggelse. Hvis man kigger på tallene, er det en kendsgerning, at udgifterne på ældreområdet målt pr. ældre over 65 år ligger ca. 20 procent under landsgennemsnittet. Det er da en forskel der vil noget.
Såfremt man kigger i kommunens egen plejeboliganalyse fra i år, så fremgår det tydeligt, at ventelisterne til plejeboliger er stigende. I løbet af 2018 steg ventelisterne med 43 procent til 47 ældre, der er på venteliste. I 2016 var der 114, der søgte plejebolig, et tal der i 2018 voksede til 174. Det er Dansk Folkepartis klare holdning, at vi som kommune ikke være dette bekendt overfor de ældre.
Til Michael Aakjærs og Socialdemokratiets venlige orientering er det derfor, at vi ønsker at ændre den nuværende dækningsgrad på 13,9 procent til en højere dækningsgrad. Vi politikere bør i min optik sørge for, at når en af vores ældre medborgere har behov for en plads på et plejehjem, så skal der være plads. Antallet af ældre over 80 år stiger de kommende ti år med over 70 procent. Denne aldersgruppe stiger langt mere end andre aldersgrupper. Efter et langt livs arbejde er det væsentligt, at der er trygge og værdige rammer for vores sidste leveår.
Materialet til byrådets anlægskonference viste, at såfremt vi ikke prioriterer en markant indsats og afsætter de fornødne midler på anlægsområdet, ville dækningsprocenten falde til 8 i 2030. Det er et faktum.
Materialet, der blev anvendt til oplæg anlægskonferencen, kan alle kan finde på kommunens hjemmeside.
Til finansieringen af dette kan vi jo kigge på, hvilke områder i kommunen som nøgletalsanalysen fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd peger på, vi har høje udgifter indenfor.
Som første område skal Dansk Folkeparti pege på et af disse områder, nemlig de høje administrationsudgifter, der er i Syddjurs Kommune.
Et arbejde, hvor vi meget gerne samarbejder med andre partier om løsninger – herunder også Michael Aakjær og Socialdemokratiet."