Ramt af MaRams onde øjne ...eller kørte du bare lidt for hurtigt?

Måske er det bare ren og skær overtro eller måske er der mere mellem himmel og jord...
På torsdag fejrer vi Skt. Hans. En magisk aften med bål, hvor vi sender heksene afsted til Bloksbjerg.
Men ikke MaRam. Hun ligger nemlig manet i jorden sydøst for Ousted Kirke, naglet fast med en egekæp... eller gør hun?
“Du må lade magien råde,” svarer Kirsten Friis Rasmussen på spørgsmålet, mens vi i store gummistøvler og med armene hævet baner os vej gennem
engen med brændenælderne.
Hun er nærmeste nabo til det sted, hvor MaRam i følge overleveringer blev manet i jorden. Stedet kaldes også for MaRams Hwol - sydøstjysk dialekt for hul, om nogen skulle være i tvivl.
Vi har krydset Tåningvej og forceret en mindre skrænt, og nu følger vi en lille bæk et kort stykke, inden vi kommer til en lille lysning, hvor der står et gammelt piletræ.
“Piletræet er sat af nogle tidligere naboer, på det sted, hvor det menes, at MaRam ligger,” forklarer Kirsten, og begynder at fortælle sagnet om MaRam, mens vi nyder den stille sommermorgen, fuglenes kvidren og det smukke sceneri. MaRam kan i hvert fald ikke klage over udsigten.

Talte nok mest med Fanden

“Det siges, at MaRam var gift med ridefogeden på Tammestrup. Hun var ikke en heks som sådan og blev ikke brændt på bålet. Hun var en klog kone, som kunne noget med urter og med sine hænder. Men folk var også ræd for hende, for hun talte med både Vorherre, men nok mest med Fanden,” fortæller Kirsten.
MaRam havde onde øjne, mente man. Fik en kvinde problemer i barselssengen, eller blev der født vanskabte dyr, så havde MaRam kigget på dem med sine onde øjne.
Sognet drog derfor et lettelsens suk, da MaRam døde. Nu ville der blive ro, troede man da.
“Men de tog fejl,” siger Kirsten.
“Der gik ikke længe, før MaRam var på spil igen. Når der var fest, blev hun set siddende overskrævs på tag-mønningen, hujende og skrattende, og det var slemt. Da hun var i live, vidste man i det mindste, hvor hun var, men nu…?”
De skræmte folk fra Ousted sendte en flok afsted for at få fat i præsten fra Hylke, Slante-Lavs, for han kunne mere end sit Fadervor og vidste nok, hvad der burde gøres.
Man skulle finde et sted, hvor tre mænds jorde støder op til hinanden, og der skulle MaRam manes i jorden.
Sådan et sted fandtes netop dér i engdalen nedenfor Ousted Kirke overfor Kirstens gård.
“Så kom dagen, hvor MaRam blev gravet op og båret til hullet, for hun hørte jo tydeligvis ikke hjemme på kirkegården,” fortæller Kirsten.
“Her blev hun lagt i jorden, og mens Slante-Lavs manede sine ord og talte til Gud og Fanden, jog mændene en egestolpe igennem MaRams krop, så hun aldrig mere kunne forlade hullet.”
Vi står lidt og kigger i stilhed over på piletræet. Det er kroget og barket. Nogle grene er visne og knækket over.
Naturens magi indhyller os lige så stille her i skovbrynet. Det er let at forestille sig de underjordiske komme op og bade sig i morgendisen, en lindorm på lur eller MaRam, der ligger dernede og venter.

En stemme fra dybet

Kirsten fortæller videre: “Mange år efter var to mænd fra kommunen ude for at gøre grøfter op. De synes nok, der var lidt smalt og ville gøre stykket bredere. Da de havde gravet et stykke tid, kom en egepæl i vejen. De begyndte at grave omkring den og rokke med den for at få den løs. Pludselig lød en stemme fra dybet: ”Rok igen”. Da huskede de historien om MaRam og at hun ville slippe fri af sit hul, hvis egestolpen gik løs.”
Men hvad så nu, hvor motorvejen nærmest går lige forbi?
Kirsten står lidt og smiler underfundigt, inden hun svarer.
“Den bryder MaRam sig ikke om. Måske er det derfor, der er så mange uheld på E45. I mørkningen eller når det er tåget eller sneer, så tag dig i agt og let foden fra speederen, når du passerer Ousted Kirke... for her venter MaRam.”