Fortsæt til indhold

René Povlsen om 2023: Jeg er optimistisk, men med et drys af sund skepsis

Der bliver udfordringer i det kommende år, som skal mødes med sammenhold. Derfor ændrer Handelsstandsforeningen i Rønde navn og inviterer flere med i samarbejdet. Adresseavisen har taget en snak med formanden og bedt ham kigge i spåkuglen for handelslivet i Rønde i 2023

Samfund

»Pyha, det er da svært sådan at spå om, hvad der kommer til at ske i 2023,« siger René Povlsen, og det har han jo for så vidt ret i. Alligevel vil ejeren af Meny og formand for handelsstandsforeningen gerne fortælle om, hvad han håber og tror, det kommende år vil byde på for handelsbyen Rønde.

»Jeg håber... nej, jeg tror på, at alle butikker også er her om et år. Eller i hvert fald at alle lokaler er udlejede. Og det sker, hvis vi bliver ved med at stå sammen som handelsliv, som vi gør nu. Så kommer vi i mål til næste nytår med sådan et: ’Vi gjorde det fandme’.«

Han ser dog nogle sorte skyer.

»Jamen det er jo ret åbenlyst. Der er udfordringer i markedet og med folks økonomi. der er prisstigninger, inflation og kunderne har færre penge mellem hænderne til alt det sjove. Det bliver et hårdt år for alle, og måske også sådan et, der skiller fårene fra bukkene.«

Skal man tro dette års jule- og nytårshandel, så er der dog ingen grund til pessimismen.

»Der var rigtigt gode takter, så det er vi selvfølgelig glade for. Nu er julehandlen selvfølgelig en tradition, og her sparer folk ikke, men nytåret var også godt. Og så havde vi stor succes med julestempelkonkurrencen. Hvis den var et billede på det kommende år, så ville der ingen problemer være, men sådan er det desværre ikke.«

De sidste par år har René Povlsen foretaget flere energiforbedringer på blandt andet kølebokse, varmekilde og affaldshåndtering i sin butik, og det er han glad for i dag.

»Uha ja, det var godt, jeg gjorde det. Ellers havde det set helt anderledes ud. Jeg overvejer solceller nu. Vi skal nok klare den, men det er klart, at den sunde fornuft er med. Vi kigger alle systemer igennem, og så er vi nøje med vores udgifter.«

Han skynder sig at tilføje, at han faktisk er optimistisk, men bare med lidt sund skepsis.

»Der er heldigvis masser af mennesker på gaden. Nu skal man jo passe på med at blive alt for begejstret, så det er jeg ikke lige nu, men jeg håber da, når vi når næste nytår, at jeg fik uret i, at det blev et svært år. Hvis vi bruger vores sunde fornuft og står sammen, så skal det nok gå.«

Nyt navn

Det der med at stå sammen, det vender René Povlsen tilbage til igen og igen. På sidste generalforsamling besluttede Rønde Handelsstandsforening sig for at skifte navn og dermed sende et signal om netop det. At flere skal stå sammen. Fremover hedder foreningen Rønde Handel og Erhverv, i hvert fald så snart der er lavet et logo, hjemmeside og så videre.

»Vi skal klone handelslivet med erhverv og uddannelses- og kulturinstitutioner, for jo flere vi står sammen og hjælper hinanden på tværs, jo stærkere står vi som by. Det er simpelthen en nutidig måde at være forening på,« forklarer han.

Med paradigmeskiftet håber Rene Povlsen og den nye bestyrelse, at de ved at skabe et netværk af alt fra enkeltmandsvirksomheder til håndværkere, skolerne og institutioner som for eksempel Kulturhotellet, kan danne en synergi, så Rønde bliver den bedste udgave af sig selv. Så den fortsat er attraktiv at handle i.

Lige nu har foreningen 63 medlemmer, og det tal skal gerne op på 70 i løbet af 2023.

»Vi ved jo godt, at når vi sådan laver om på ting, så kan der være nogle, der melder sig ud, fordi de ikke er enige i beslutningen. Men vi håber selvfølgelig, ved at tænke erhvervslivet ind, at der også er nogle nye, der melder sig ind. Men nu skal vi lige i gang, og det første år er altid det sværeste, når man starter noget nyt.«

Jo stærkere kæden af netværk er, jo stærkere står Rønde også som by i forhold til at få indflydelse på for eksempel kommunen.

»Det er klart, at jo flere stemmer, der råber op, når noget skal påvirkes, jo større er chancen for, at kommunen lytter. Lige nu er vi for eksempel i dialog med dem om den planlagte spildevandsseparering om to år. Vi er jo ikke interesserede i, at de lukker Hovedgaden ned, men det hjælper ikke meget, hvis jeg står ene købmand og siger det. Vi kigger også på ladestandere og er i øvrigt i dialog med Midttrafik, som ønsker at gøre Rønde til en trafikhub. Vi skal hele tiden være på tæerne. Være fremsynede og proaktive. Og jo flere vi er, jo mere vægt er der.«

Nye traditioner

I 2023 vender arrangementet Kanoner og Dragoner tilbage til Rønde og etablerer sig som en tradition. Det håber René Povlsen i hvert fald, at det bliver. Desuden er der gang i et samarbejde med skolerne om en klimadag, og så er der jo spørgsmålet om den gode gamle Open-By-Night, som er noget udfordret.

»Den bliver ikke, som den var engang, for myndighederne tilbyder som bekendt ikke længere assistance til at lukke Hovedgaden af, og det sikkerhedsansvar vil vi ikke selv stå med. Men mon ikke vi finder på en anden form for byfest. Det tror jeg helt sikkert. Folk skal i hvert fald være velkomne til at lave en. Vi skal beholde traditionerne, men vi skal også tænke nyt.«