235 delevenlige studielejligheder på vej i Aarhus N
Lejeboliger og café bygges på Gøteborg Allé, hvor den gamle Sygeplejerskolen rives ned
byggeri 235 delevenlige lejligheder til studerende er på vej i det nordlige Aarhus - nærmere betegnet Gøteborg Allé.
Det er selskabet Gøteborg Allé 7 ApS, der har hyret NCC som totalentreprenør til at opføre 235 lejeboliger samt en café, og byggeriet henvender sig især til unge, der ønsker en moderne bolig, men har brug for at dele huslejen, skriver NCC i en pressemeddelse.
Kontrakten på de godt 17.500 kvadratmeter bebyggelse er på 243 millioner kroner. Størstedelen af lejlighederne bliver under 75 kvadratmeter og de fleste har to separate værelser, et fælles køkken og opholdsrum.
Byggeriet går i gang 1. september 2018 og forventes færdigt i sommeren 2020.
”Vi er utrolig glade for denne kontrakt. Både fordi vi har udviklet et stærkt projekt sammen med bygherren, og fordi vi her især bygger til de mange unge mennesker, der hvert år flytter til Aarhus for at studere og bo,” siger direktør Nicolai Schultz, NCC Building.
I området omkring Gøteborg Allé ligger der i forvejen tre kollegier, men her er ventelisterne lange.
Bebyggelsen kommer til at ligge på grunden, hvor Sygeplejerskolen tidligere havde til huse. Denne bygning skal nu rives ned, og det sker hen over sommeren.
I stedet skyder en ny bebyggelse med zinkfacader op. Alle lejligheder har altan, der enten vender ud mod vejen eller ind mod et fælles gårdmiljø. Ovenpå flere af de forskudte bygninger vil der være grønne taghaver.
dp