Tak!

klumme Tak! Sådan lærte jeg at sige, da jeg var barn. Tak for gaven. Tak for mad. Tak for i dag. I dag forsøger jeg at lære mine børn det samme: at sige tak!

Ja, tak er ofte et lille ord, børn lærer fra barnsben uden nødvendigvis at forbinde ret meget andet med det, end at det hører sig til - fordi mor eller far siger det. Og det er da bestemt heller ikke det værste at få med i sin bagage.

Men det er mere end det. Det er ikke blot et lille ord på tre bogstaver. Det er ikke blot et lille høflighedsord. Det rummer meget mere.

For den, der takker, får altid mere end den, der ikke gør, selv om de har fået det samme. For den, der takker, opdager, at der er én at takke.

Med ordet tak hører der en eller anden form for relation til en anden. Og det er dét, det lille ord rummer. En relation.

Vi har et sted at gå hen med vores tak. Ikke bare vores tak for gaven, tak for mad, tak for i dag, tak fordi jeg må komme, tak for sidst - og alle vores andre daglige tak.

Men også vores tak for, at markernes gyldne strå er blevet vekslet til korn, som nu kan blive til gavn på vores bord. Vores tak for regnen, der falder og solen, der varmer, så vores blomster i haven har givet glæde og skønhed at se på sommeren igennem. Vores tak for livet i al sin storhed.

Vi har Gud, vi kan takke. Når noget er så stort, at det ikke længere er nok at takke vores elskede, vores mor eller far, vores børn eller børnebørn, vores nabo eller gode ven. Når det bare ikke er nok, kan vi takke Gud.

Takke ham, hvis skabermagt er underfuld og smuk. Takke ham, for hvem det umulige er muligt. Takke ham, der gav os livet. Takke ham, der engang for alle skabte og som stadig skaber - hver evig eneste dag.

Vi kan lade vores hverdags-tak blive til det helt store tak. Til taknemmelighed.

Ja, kunne taknemmelighed være som et par briller, kunne vi tage dem på. I hvert fald forsøge. Forsøge at give udtryk for vores taknemmelighed ved at sige tak. For der er intet som taknemmeligheden, der kan fjerne afstandene imellem os.

Der er intet som glæden, der kan gøre os storsindede, så vi gavmildt åbner hænderne over for hinanden.

Vi må - ikke bare i denne tid, hvor vi rundt om i kirkerne fejrer høstgudstjeneste og siger tak, men hver eneste dag - sende vores tak af sted. Og huske på, at når vi siger tak, om det er det lille høflighedsord eller det helt store tak, så er der en relation.

Vi sender altid vores tak til en anden, og det er i sig selv værd at takke for.