Fortsæt til indhold

Debat: Budget 2020 - der skal flere penge på bordet til ældreområdet

Samfund
Michael Mikkelsen, Syddjurs Byråd, gruppeformand Dansk Folkeparti:

"I Dansk Folkeparti var vi yderst positive overfor Michael Aakjærs (A) indledning i hans debatindlæg i sidste uges avis, hvor han svarede på vores opfordring til at prioritere ældreområdet, så vi budgetmæssigt kommer på omgangshøjde med andre kommuner på dette område. Citat: Ældreplejen kan altid forbedres. Forholdene for vores ældre skal være i orden. Lad mig slå fast, at det er socialdemokratisk politik.

Så er vi jo enige…

Det lyder rigtigt godt, at der er opbakning til vores politiske bestræbelser for, at kommunen ikke længere bør være en af de kommuner i hele landet, der bruger færrest penge på de ældre. Men når man så læser videre, så fremgår det, at Michael Aakjær i stedet mener, at jo færre økonomiske midler der afsættes til et område, des bedre fungerer det.

Der hopper kæden af for Dansk Folkeparti. Vi er ikke vidende om, at andre kommuner valfarter til Syddjurs Kommune for at lære af os, hvorledes de kan drive ældreområdet med samme lave budget som her. Så mon ikke, at virkelighedens verden er, at man ikke fra andre kommuner har igangsat et målrettet arbejde for at gennemføre store besparelser for at lave samme forhold for de ældre, som vi har.

Dansk Folkeparti vil altid kæmpe for at forbedre de ældres vilkår på samme måde, som vi vil kæmpe for de handicappede og de svage grupper. Vi var således på sidste kommunalbestyrelsesmøde sammen med Alternativet og Enhedslisten de eneste, der stemte mod besparelser på handicapområdet.

At Dansk Folkepartis lokaldeling skulle gå forrest i en national strategi fra Dansk Folkepartis side er jeg vel nærmest beæret over, at Sosserne har os mistænkt for, men mellem os sagt så interesserer vi os nu allermest for at arbejde til gavn for befolkningen her i kommunen.

Det landsdækkende politiske spin ligger nu en gang mere til landspolitikerne. På tilsvarende måde styrer vi ej heller ikke DF’erne i Århus Byråd, ligesom jeg ikke har en forventning om, at Sosserne i Syddjurs Byråd styrer deres aarhusianske byrådskolleger…..

Michael Aakjærs antagelse om, at Dansk Folkeparti arbejder til gavn for de ældre er for at skaffe vælgere, er naturligvis en helt legitim holdning at have, jeg vil bare svare, at jeg har den største tillid til, at vælgerne sagtens kan gennemskue, hvem der arbejder til gavn for borgerne. Vi vil til enhver tid arbejde til gavn for alle ældre, lige meget hvilket parti de stemmer på.

Dansk Folkeparti vil til enhver til arbejde til gavn for alle borgere, lige meget hvilket parti man stemmer på. Det håber jeg egentlig også er tilfældet for Sossernes´s vedkommende.

Det er fakta, at der ud fra kommunens egne oplysninger er et stigende antal ældre på venteliste til plejeboliger. Med det stigende antal ældre over 80 skal der de næste 10 år opføres 216 nye plejeboliger ved den nuværende dækningsgrad på 13,9 procent, og 257 hvis dækningsgraden skal forøges til 15 procent. Det er Dansk Folkepartis holdning, at der skal være det fornødne antal plejeboliger til de ældre, der har brug for. Denne befolkningsgruppe stiger med over 70 procent de kommende ti år, og det må og skal vi have taget hånd om og få løst.

Til disse finansieringer er vi nødsaget til at se på kommunens øvrige driftsområder. Der er ingen vej udenom. Her har vi peget på, at man først kigger på administrationen, hvor der er besparelsesmuligheder. Kan kolde hænder byttes med varme hænder, bør vi politikere være parate til handling.

Michael Aakjær og vi enige i, at medarbejderne i plejen og i plejeboligerne knokler, de arbejder hårdt og gør et fantastisk stykke arbejde for de ældre borgere i Syddjurs.

Dansk Folkeparti vil arbejde for at forbedre medarbejdernes vilkår og skabe bedre rammer for deres daglige arbejde. Dette sikres bedst ved konkrete bevillinger og ikke med flotte ord uden handling."

Vi ser frem til et godt budgetsamarbejde med de øvrige partier. Som altid er vi villige til at samarbejde, udmeldingen fra os er bare at ældreområdet bør blive prioriteret i det kommende budget."