Fortsæt til indhold

Møder for seniorer om at forebygge faldulykker

Fokus på forebyggelse i Hadsten og Hammel 28. og 29. oktober

Samfund
Arkiv

sundhed Selv et harmløst fald kan have store konsekvenser, når en ældre krop slår sig. Den gode nyhed er, at der heldigvis er meget, man selv kan gøre for at forebygge fald - og det hele i sidste ende er godt for livskvaliteten.

Favrskov Kommune sætter i de kommende måneder fokus på, hvad man selv kan gøre for at forebygge fald.

Det sker blandt andet 28. og 29. oktober, hvor der er borgermøder i sundhedscentrene i Hadsten og Hammel om faldforebyggelse og det gode seniorliv.

Vigtigt at holde sig i gang

De to formiddage sætter fokus på værdien af at holde sig i gang, og alle deltagere får mulighed for at få inspiration til, hvad man selv konkret kan gøre.

"Når man som ældre falder, kan det medføre følgeskader som brud på hofter, arme, håndled eller skader på huden. Balancen og reaktionsevnen er måske nedsat, og ældre borgere har ofte sværere ved at genfinde balancen eller tage fra ved faldet. Nogle bliver også bange for at falde igen og isolerer sig derfor i hjemmet," fortæller kvalitets- og udviklingssygeplejerske Louise Hartvig i en pressemeddelelse fra Favrskov Kommune.

Derfor arbejder Favrskov Kommune med at blive bedre til at forebygge fald blandt ældre borgere.

Blandt andet skal medarbejderne arbejde systematisk med faldudredning og forebyggende tiltag ud fra velafprøvede metoder.

Risiko for at falde igen

Ældre, der er faldet tidligere, har to til tre gange så stor risiko for at falde igen inden for et år. Men der kan gøres meget for at forhindre, at det sker igen.

"Der er så meget, man selv kan gøre for at undgå at falde, og det er det budskab, vi skal arbejde på at få spredt godt og grundigt ud. Der er mange sidegevinster ved at tænke på sin egen sundhed og holde sig i gang. Det handler i høj grad om livskvalitet og at kunne klare sig selv længst muligt," udtaler formand for social- og sundhedsudvalget Grethe Villadsen i pressemeddelelsen.

Man kan læse mere på www.favrskov.dk/fald.

jesl