Sikkerheden ved Aarhus Å og havnefronten skal øges
Det skal være sikrere at opholde sig langs åen, også selvom man er påvirket af alkohol. Politikerne har afsat penge til at øge sikkerheden
Sikkerhed I det netop indgåede budgetforlig har politikerne afsat 1,9 millioner kroner i 2020 til udbygning af sikkerhedsforanstaltningerne langs Aarhus Å og havnefronten. I februar blev sikkerheden på ruten gennemgået af Østjyllands Brandvæsen, Østjyllands Politi, Trygfonden og Aarhus Kommune.
"Vi gik fra Nørreport og hen til Dokk 1 og så derfra langs Åboulevarden og op til Mølleparken. Vi gjorde det i de mørke timer, så vi kunne se, hvad der kunne være af manglende foranstaltninger," fortæller ingeniør Thomas Skov fra Teknik og Miljø.
Med erkendelsen af, at mange i de sene aften- og nattetimer befinder sig i området med alkohol i blodet, forsøgte gruppen at få øje på, hvor de største farer kunne være i påvirket tilstand.
"Var der noget, man kunne snuble over, så man faldt i, og hvad var der, man kunne få fat i og så videre," forklarer Thomas Skov.
Sikkerhedstiger sættes op
Så pengene falder på et godt sted. For der er brug for mere sikkerhed på strækningen, hvor der allerede er gjort nogle tiltag.
"Vi har fået doneret 50 redningsstiger, og der har vi sat stiger op fra Dokk 1 til Navitas. Det er stiger, der har solceller på, som lyser orange, når det bliver mørkt, så man har bedre mulighed for at se stigen, hvis man er faldet i vandet," siger ingeniøren.
Med bevillingen fra budgetforliget, skal der nu opsættes flere redningskranse, der skal være bedre belysning, der skal opsættes hegn, redningswire og der skal sættes et pilotprojekt i gang med termiske kameraer.
"Nu skal vi til at projektere belysning og de andre ting. Vi har ikke kunnet sætte noget i søen, før vi vidste, hvad vi havde af budget. De penge, der er afsat til det, skal vi have igangsat hurtigst muligt. Det vigtigste, det er sikkerheden derude," siger Thomas Skov.
Udover sikkerheden langs Aarhus og havnefronten, så er der også fokus på Aarhus Ø.
"Der er rigtig mange mennesker derude, og vi har en igangværende proces med sikkerheden. Vi er godt i gang med at sætte redningstiger op," siger ingeniøren.