Vi skal bære frugt

Rundt om i landets kirker er der tradition for, at man på denne årstid holder høstgudstjeneste.

Vi er et gammelt landbrugsland, og vi skal ikke mange år tilbage i tiden, før langt den største del af befolkningen på den ene eller anden måde var beskæftiget ved landbruget.

Sådan er det ikke længere, men vi er dog stadig i den grad præget af landbruget.

Når man henover sommeren kører igennem landskabet, så bølger markerne så smukt, som et gyldent hav, der siden skal blive til brød på bordet. Eller de gule rapsmarker, der lyser op som små sole i alt det grønne for siden at blive til rapsolie til brug i alle mulige sammenhænge.

Og som det er med kornet og rapsen på marken, sådan er det med alle de andre frembringelser, som naturen er så rig på.

Høsten stemmer vores sind til taknemmelighed og forundring, men minder os jo også om, at vi selv skal bære frugt. At flyve som et forårsfrø for sommerblomst at blive er kun at visne for at dø, kan ingen frugt du give, synger vi i Højskolesangbogen.

Hvis vi ikke giver frugt, så handler livet kun om at blomstre, visne og dø, men livet er jo langt større og langt rigere!

Vi kan mange ting i dag, og i vores digitaliserede tidsalder har man en fornemmelse af, at der næsten ikke er den ting, mennesket ikke kan bemestre, men alligevel er det også som om, der er en stor sjælelig og åndelig tomhed hos mange af os.

Er det, fordi vi har glemt Gud og kærligheden og glemt, at vores liv skal bære frugt?

Altså ikke den frugt, som vi normalt forbinder med et succesfuldt liv, nemlig karriere og høj status blandt andre mennesker.

Alt det betyder ikke noget for Gud, for Gud kender os bedre, end vi kender os selv.

Den frugt, Gud ønsker af os, er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.

Det er en stor mundfuld, men Rom blev ikke bygget på én dag. Alt det er en livslang læringsproces. Det er evighedens frø, der skal modnes i os, og som skal bære frugt i vores hjerte.