Vær med til udgravning af Munkekroen
Gennem tiden 1790-2009 blev bygningen både brugt som gæstgiveri, vinhandel, krambod og kro
Skanderborg I oktober 2018 blev Munkekroen pillet ned, sten for sten, og bygningsmaterialerne lagt i depot. Den havde da ligget på Adelgade i over 200 år, blandt andet under navnet Gæstgivergården Jylland. Museum Skanderborg lavede kort efter nedtagningen af bygningen en forundersøgelse af tomten (grunden). Nu skal den endelige undersøgelse i gang, og interesserede borgere inviteres til at deltage i den arkæologiske udgravning.
Navnet Munkekroen, som de fleste kender stedet som, stammer fra omkring 1960. Som en af byens ældste bygninger, har Munkekroen haft en særlig plads i skanderborgensernes hjerter og har været en vigtig del af byens historie. En inddragelse af borgerne i netop denne udgravning er derfor oplagt. På den måde bliver udforskningen af vores fælles historie et fælles anliggende, der skaber stolthed, glæde og genererer ejerskab.
Om udgravningen
Man kan kun deltage i selve udgravningen med tilmelding, og der er plads til 10 personer pr. hold.
Alle er velkomne til at kigge forbi udgravningen i Adelgade 49A. Ved siden af udgravningen er der et pop-up museum, hvor man kan høre mere om Munkekroen, gæstgiverier og om fundene fra forundersøgelsen i 2018.
Det er en professionel udgravning. Deltagerne får tildelt et lille felt, som man undersøger under kyndig vejledning af en af museets arkæologer. Udgravningen foregår 14..-18. oktober kl.10-12 og kl.13-15. Pop-up Museet er åbent mandag til fredag kl. 10-15.