Præsteklumme: Efterårsvejr
Præsteklumme Efteråret er over os - mørke, regnfulde dage med masser af blæst.
Det er som om vi glemmer det hvert eneste år; hvor hårde de første efterårsdage kan opleves, når vi indser, at sommeren og varmen nu for alvor er forbi og at vi går vinteren i møde. Måske er det også derfor vi holder så meget om at snakke om dét, om vejret og om årstidernes skiften. Vejret står øverst på vores samtalefavoritliste, det kan vi altid blive enige om at brokke os lidt over – både når det er for varmt, eller når det er for koldt og gråt som nu.
Men efteråret markerer også begyndelsen på den tid hvor vi alle trækker os indenfor, hvor vi – traditionelt set – fejrer at høsten er i hus og at der er styr på maden i året der kommer. Efteråret er på den måde en taknemmelighedsårstid. Og måske skulle vi huske lidt mere på det.
I USA holder man i efteråret højtiden Thanksgiving, en stor national højtid hvor man mødes med dem man holder af og glædes over alt det gode man har i livet, over alle de gaver man har fået skænket, ’Count your blessings’ – som de siger.
Og nu plæderer jeg ikke for, at vi indfører endnu en amerikansk højtid i Danmark, men som jeg forleden gik og brokkede mig over det våde efterårsvejr, kom tankerne om høstgudstjenester, velsignelser, Thanksgiving og nærvær alligevel op i mig. Vi mennesker har så meget at være taknemmelige for. Tænk, at vi alle får mad på bordet hver dag, at vi har et sted at sove, at vi har fået lov at opleve kærlighed, at vi har et hjem at trække os ind i – mens stormen hærger. Jo, der er nok at sige tak for for os alle sammen. Måske det er det vi skal minde hinanden på i disse måneder; alt det gode vi har – og her i blandt ikke mindst glæden over, at vi ved, at efter de næste måneders regn, storm, mørke og kulde så kommer foråret igen en dag, og når det sker vækker forårslyset ligeså stor begejstring og lykke som den gjorde år forinden. Også dét er værd at være taknemmelig over.
Rigtig godt efterår til jer alle!