Det er lidt uvirkeligt
Efter to tabte pokalfinaler og et par andenpladser ved DM kan Henrik Norman Hansen nu kalde sig verdensmester i bridge
Mens hele Danmark i weekenden jublede over et verdensmesterskab i landevejscykling, landede en verdensmester i Hørsholm og gennemlevede knap så meget virak som Mads Pedersen gjorde efter sejren i Yorkshire.
"Altså et par hundrede likes blev det på Facebook, plus en masse lykønskninger fra folk, jeg ikke kender," lyder det fra verdensmesteren, der nu har fundet sig tilrette i hverdagen i lejligheden i Ådalsparken.
Altså jeg kan godt gå her i Ådalsparken uden at blive genkendt som verdensmester
Hørsholms verdensmester hedder Henrik Norman Hansen og vendte i weekenden hjem fra millionbyen Wuhan i Kina, hvor han i 14 dage sammen med sine fem holdkammerater plus kaptajn Bo Bilde - også fra Hørsholm - vandt verdensmesterskabet i seniorbridge. Et mesterskab, der for første gang nogensinde kom på danske hænder efter en finalesejr på 194-167 over England.
"Altså jeg kan godt gå her i Ådalsparken uden at blive genkendt som verdensmester," siger den 67-årige tidligere lærer, der stadig finder det "lidt uvirkeligt", når han ser på den guldmedalje, der dokumenterer det vundne mesterskab.
Smadderstolt
"Man bliver jo smadderstolt, og det var super skægt at høre folk derude være glade for, at det var os, og ikke som, sædvanligt USA eller Frankrig, der løb med titlen.
Henrik Norman Hansens vej til VM-titlen blev lagt under en sommerhusferie på Fanø med en gymnasiekammerat for ca. 50 år siden. Henrik kom til skade med den ene ankel. I stedet for at spille whist foreslog kammeratens forældre bridge.
Meyerheim: Nu tror jeg på det, du siger
"Og så var jeg hooked," fortæller Henrik Norman Hansen, der efter en pause på 20 år med ægteskab og børn, genoptog spillet og efter "to tabte pokalfinaler, en andenplads ved de danske mesterskaber for hold og i DM for par" nåede det højst opnåelige - et verdensmesterskab. Jo, en førsteplads blev det også til undervejs i den største danske parturnering, Philip Morris.
Så intet af millionbyen
Der ligger et hårdt stykke arbejde bag sådan et verdensmesterskab. I 14 dage blev der spillet hver eneste dag i syv en halv timer.
"Jeg havde fået fortalt, at Wuhan (med 11 millioner indbyggere) er en smuk by. Jeg så intet andet af byen end det, jeg så under gåturen fra hotel til spillestedet og så hjem igen," fortæller Hørsholms nye verdensmester.
Holdet, Henrik Norman Hansen spillede på, bestod af seks spillere, der var udtaget og sat sammen til lejligheden af Dansk Bridgeforbund. Det vil sige, at Henrik spillede med en makker, han ikke spiller med til daglig i bridgeklubben One Eyed Jack i Gladsaxe. Men han kendte godt Søren Christiansen fra brigdecentret i Birkerød, hvor Henrik selv har undervist i bridge. Det gør han fortsat i Plan B Brigdeklub på Charlottenlund travbane, efter at han for nogle år siden valgte at gå på pension fra lærerjobbet.
Her har han blandt andet den kendte TV-været Michael Meyerheim som elev. Og Meyerheim var en af dem, der lykønskede Henrik med verdensmesterskabet med ordene: "Ok, nu skal jeg nok hører efter. Nu tror jeg på det, du siger."