Budget 2020: Lys forude på indtægtssiden
Aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening ser ud til at give Syddjurs Kommune 45-50 mio. kroner mere end forventet, ifølge borgmester Ole Bollesen
BUDGET 2020Nu starter budgetforhandlingerne for alvor om Budget 2020. Torsdag 26. september fik byrådet en længere orientering af kommunens regnedrenge om de økonomiske betingelser med afsæt i det budgetkatalog, som borgmesteren bestiller hos direktionen på vegne af byrådet.
Fredag 27. september kunne budgetkataloget nærstuderes af borgerne på syddjurs.dk. Tidligere har mange læst kataloget, endog også politikere, som den endelige sandhed om næste års budget.
Det er budgetkataloget på ingen måde. Det er et oplæg til politikernes budgetforhandlinger, som for alvor starter, når de sætter hinanden stævne på Hotel Fuglsøcentret 3.-4. oktober til det årlige budgetseminar.
Tirsdag 1. oktober er der borgermøde i Kolind+ fra klokken 16 til klokken 21. Ud over byrådet vil der her være en lang række organisationer og foreninger plus en god mængde smilende lobbyister.
"På dette møde kan borgerne få lejlighed til at diskutere løst og fast om budgettet, og for byrådet er det rigtig vigtigt at høre borgernes mening – før vi laver budgettet," siger borgmester Ole Bollesen (S).
Mandag 7. oktober er der mulighed for at diskutere med politikerne online ved et såkaldt digitalt borgermøde, der er programsat til at starte klokken 19.
Onsdag 9. oktober præsenterer borgmesteren sit budgetforslag til byrådets 1. behandling i byrådssalen, så følger der en efterårsferie, hvor de videre forhandlinger noget overraskende ligger brak ifølge programmet. Mon ikke det er en and?
Lidt flere gysser
Onsdag 30. oktober kommer Budget 2020 til anden behandling i byrådssalen og til endelig vedtagelse.
Grundet regeringsskiftet har planerne for kommunernes budgetbehandling forskubbet sig bagud i år. Lovgivningsmæssigt skal kommunerne have vedtaget næste års budget senest 15. oktober, i år har lokalpolitikerne fået en ny deadline, der hedder 5. november.
Efter at Syddjurs Kommunes økonomiske orakler i administrationen har regnet på konsekvenserne af aftalen mellem Kommunernes Landsforening og regeringen om rammerne for kommunernes økonomi 2020, forventes Syddjurs Kommune at få tilført 45-50 mio. kroner mere til indtægtssiden end forventet.
Det styrker borgmesterens forventninger til at kunne lave et bredt budgetforlig.
"I udgangspunktet er målet at skabe et mere robust budget og samtidig skaffe et råderum økonomisk til langsigtede løsninger. Der kan være løsninger, der fremtidigt reducerer vores driftsudgifter, og det kan være miljøvenlige eller klimavenlige løsninger. Vores bæredygtighedsudvalg skal afrapportere i 2020, og jeg forventer bestemt nogle gode ideer fra deres side," siger Ole Bollesen.
Han og Socialdemokratiet har afvist at pille ved skatten som en mulighed til at skaffe flere indtægter. Til gengæld har gruppeformand Michael Stegger Jensen lovet at præsentere en plan for, hvordan kommunens kassebeholdning igen kan komme i sync med kommunens økonomiske politik.
Kassekreditreglen fastlægger, at kommuners gennemsnitlige likviditet, målt over de sidste 12 måneder, til stadighed skal være positiv. Éntydige anbefalinger til en robust kassebeholdning findes ikke, men svinger mellem 100-200 mio. kr. for en kommune som Syddjurs.
Målet i Syddjurs er, at der til enhver tid er en samlet likviditet opgjort efter kassekreditregelen på 7 pct. af bruttoindtægterne eller aktuelt 200 mio. kr. svarende til ca. 4.700 kroner pr. indbygger.
"Det skal bemærkes, at den decentrale overførsel på tværs af drift og anlæg de senere år har ligget på et niveau omkring 100 – 170 mio. kr. Ca. 2/3 af kassebeholdningen er således bundet i den decentrale opsparing og må således betragtes som relativt bundne midler," skriver Syddjurs Kommune i 'Økonomisk politik for Syddjurs Kommune. Seks politiske pejlemærker der sikrer en ansvarlig økonomisk kurs.'