Fortsæt til indhold

Jubilæum: 25 år på Aarhus Universitet

Samfund
Arkiv

Lokalavisen har modtaget:

Professor Helle Neergaard Münter kunne torsdag 26. september fejre 25 års ansættelse ved Aarhus Universitet, hvor hun i dag er professor og sektionschef.

Helle Neergaard startede sin lange akademiske karriere som studerende ved den nu hedengangne Handelshøjskolen på Fuglsangs Alle i Aarhus. Her afsluttede hun i 1994 sin uddannelse med en cand.merc.int, og fik straks ansættelse som ekstern lektor på Engelsk Institut.

Efter ganske kort tid blev Helle Neergaard prikket på skulderen, om ikke en PhD uddannelse i udenrigshandel kunne være en god ide.

For Helle Neergaard er der ikke langt fra tanke til handling, og hun afsluttede sin PhD om små virksomheders internationalisering i 1999. Med en PhD i rygsækken var sporet lagt for en lang og spændende karriere, som i 2011 førte til hendes udnævnelse til professor, og sidste år kulminerede med ansættelsen som sektionschef for næsten 60 akademiske medarbejdere.

Fokus på spindesiden

Helle Neergaard har gennem sin lange karriere specialiseret sin forskning indenfor feltet kvindelige iværksættere, hvor hun især er interesseret i, hvorledes kvinder skal få succes, når de ønsker at blive iværksættere og starte egen virksomhed. Og hendes alsidige og inspirerende undervisning retter de studerendes fokus på netop de områder, der indebærer at de som iværksættere optimerer succesraten.

Men Helle er ikke kun et kendt ansigt på AU. Også på den internationale arena har hun med sine forelæsninger og foredrag på universiteter og konferencer verden over markeret sig som en af de mest anerkendte forskere inden for kvindeligt iværksætteri, hvilket har ført til flere udmærkelser.

Bl.a. har Helle Neergaard i mere end 10 år først siddet i bestyrelsen og siden været præsident for European Council for Small and Medium Business, og hendes innovative og alsidige forskning har ført til flere internationale priser, bl.a. i 2018 med den svenske pris for årets European Entrepreneurship Educator.

Bor på Koruplund

Helle Neergaards jubilæum blev fejret på AU på dagen med deltagelse af ca. 70 kolleger, og i talen for hende blev hun beskrevet som den empatiske leder, der med ”a hot head and a warm heart” vejleder og støtter sine medarbejder, så de får optimale rammer for deres forskning.

Privat bor Helle Neergaard på Koruplund lidt udenfor Ryomgård, hvor hun og hendes mand Hans Neergaard Münter har startet en vingård, og starter næste år Bed and Breakfast op. Opnår virksomheden de ønskede resultater, håber Helle Neergaard at kunne nedtrappe sin akademiske karriere og bruge mere tid på virksomheden.

Men hendes mand er dog lidt skeptisk hvad det angår, for selvom Helle Neergaard også har hænderne skruet rigtigt på, hvad alt det praktiske angår i driften af virksomheden, kan hun ikke slippe sin passion: Forskningen.