Fortsæt til indhold

Efterårsferien starter med et turpas i Hadsten

Via turpas kan børnene vinde præmier og få lækkerier i Hadsten by

Samfund
Kian Johansen

Hadsten Fra mandagen i ungernes efterårsferie i uge 42, så er der masser af sjove ting at lave for ungerne i Hadsten.

Hadstens handlende har nemlig lanceret et turpas, som du kan købe i boghandlen på Søndergade. Og det giver et par muligheder.

Først og fremmest kan du som barn hente gaver, lækkerier og slik i byens butikker ved at vise turpasset. Der er også en bogstavkonkurrence, derudover trækkes der lod om gode præmier, hvis dit turpas trækkes ud.

Og der sker også noget i Hadsten i Efterårsferien.

Allerede lørdag 12. oktober er der opvisning. Dch Hadsten vil demonstrere hundetræning i forskellige stadier. Så du kan både møde små hvalpe, lettere øvede hunde og konkurrencehunde, der viser hvad de kan, herunder lydighed, rundering og andre discipliner. Bageren i Hadsten, Mester Jacob, vil uddele bagerens hundeben til alle hundeejere som har deres hund med.

Lørdagen efter, 19 oktober er der gang i Gadebergs Plads (Foran Sundhedshuset, hvor juletræstændingen foregår). Fra klokken 10-14 er der mulighed for at blive ansigtsmalet, spejderne kommer og bager snobrød, mens der er børneloppemarked på pladsen. Du kan som barn få en gratis stand. I Søndergade vil du kunne skære uhyggelige ansigter i græskar i løbet af dagen.