Fans skal eje Aarhus Fremad og ikke bare være kunder i butikken
Et fremtidigt fanejerskab i Aarhus Fremad er ambitionen: Et medejerskab gennem Foreningen Fremad Folket, som skal styrke klubben og fællesskabet og værne om kulturen i den aarhusianske 2. divisionsklub, der i august for første gang fremlagde de store revolutionerende tanker i det lille klubhus på Riisvangen
Det lille klubhus på Hans Egedes Vej var på en ellers ganske almindelig tirsdag aften i slutningen af august propfyldt med omkring 50 forventningsfulde fans, nysgerrige spillere og en spændt bestyrelse.
Forud for »opstartsmødet« på Riisvangen havde Aarhus Fremad-bestyrelsen sendt en opsigtsvækkende besked ud til deres supportere: »Vi har besluttet os for at redefinere ejerskabet af vores klub, og måden vi driver den på. Fremad Folket skal vækkes til live, og Aarhus Fremad skal blive Danmarks første fanejede og fanledede klub.«
På mødet luftede bestyrelsesmedlem Jesper Blicher Dahl, direktør Lars Kruse og bestyrelsesformand Mikkel Sønderup deres revolutionerende tanker om rammerne for et muligt fremtidigt fanejerskab af 2. divisionsklubben.
Planen er, at Foreningen Fremad Folket - en fandrevet forening - skal købe en tredjedel af anparterne i Aarhus Fremad svarende til 250.000 kroner ved udgangen af 2020 og dermed samtidig opnå to pladser i bestyrelsen.
»Foreningen ejer anparter på lige fod med øvrige ejere,« fremlagde bestyrelsen. Med 33,3 procent af anparterne vil Aarhus Fremad-tilhængerne samtidig også blive den største aktionær i klubben.
Tilføre energi og kompetencer
»Vi er en klub, der lige nu hviler på meget få skuldre. Det er et ønske om at få flere ressourcer ind omkring Aarhus Fremad, der kan være med til at trække læsset. Vi tror på, at der blandt vores fans eksisterer masser af energi, kompetencer og ressourcer, der kan være med til at udvikle vores klub, og vi tror på, at vi får det bedste frem ved at involvere dem tæt,« forklarer Jesper Blicher Dahl.
Fremad Folkets kapitalindskud på Riisvangen skal blandt andet genereres »via et årligt medlemskab på 500 kroner per person.« Det er planen. Målsætningen er dertil at nå op på 500 medlemmer.
»Det er ambitiøst, men bestemt også realistisk,« mener den stiftende formand i Fremad Folket, Jens Linnet Husted.
»Det hele står og falder med, om der er nok hænder, der vil være med til at løfte opgaven,« slår han fast.
»Vi er lige nu en arbejdsgruppe på cirka 30 mennesker, som har arbejdet benhårdt på at indfri de små delmål, vi har haft indtil nu: Vi er opdelt i arbejdsgrupper - nogle ser på økonomi- og jura, nogle kigger på rekruttering og frivillige initiativer, mens andre holder styr på vores interne kommunikation,« beretter Jens Linnet Husted, som har oplevet »stor velvillighed«.
»På én måde støtter vi klubben både med frivillige hænder, men også økonomisk. På samme tid skulle Fremad Folket også gerne være med til at danne rammen om et stærkere fællesskab i Aarhus Fremad. Repræsentanterne i bestyrelsen skal tale ‘folkets’ stemme og forsøge at gennemføre de ting, der bliver besluttet af Fremad Folkets medlemmer. For mig personligt er det vigtigt at bevare kulturen i klubben og arbejde for at fansene bliver en del af kernen i Aarhus Fremad og ikke bare kunder i butikken,« understreger han.
Stort engagement
Aarhus Fremad har leveret overskud i regnskabet de sidste tre år, men klubben døjer stadig med en negativ egenkapital på cirka 830.000 kroner og en samlet gæld på lidt over en million kroner.
»Vi vidste, vi skulle generere ny kapital, men kunne vi gøre det på en anderledes måde? Kunne vi involvere vores fans? Vi introducerede projektet for fem uger siden, og der mødte næsten 50 mennesker op på en tirsdag i regnvejr, hvor 30 af dem meldte ud, at de gerne ville være med til at løbe projektet i gang. Motivationen er høj og engagementet er stort. Selvfølgelig er det en udfordring, når man bringer mange forskellige mennesker sammen og skal få alle til at trække i den rigtige retning - men det tegner positivt,« siger Jesper Blicher Dahl.
Ifølge Fremad Folkets formand ligger der et »kæmpe potentiale« i at samle så mange supportere under én fane: »Fremad Folket skal gerne være en indgang for frivillighed og initiativer for fællesskabet. Kulturen, stemningen og alt det uhåndgribelige bliver opretholdt og udviklet af alle de mennesker, der kommer på stadion - fans, tilhængere, frivillige, familier, spillere, trænere og ledelsen. Kulturen og måden at gøre tingene på er blevet til igennem mange år - det er ikke noget, man bare kan sætte sig ned og skabe. Vi må ride videre på bølgen,« siger Jens Linnet Husted.
Lørdag tog Aarhus Fremad imod AB på Riisvangen Stadion i Pulje 2. Aarhusianerne tabte 1-3, men fører stadig rækken med 23 point.