Længere mellem hus-til-salg-skilte i Skanderborg
Antallet af villaer og rækkehuse til salg i Skanderborg Kommune er faldet med 11 procent
SKANDERBORG Er man på jagt efter et nyt hus i Skanderborg Kommune, er der aktuelt blevet mindre at vælge imellem på ejendomsmæglernes hylder.
Boligsidens nye udbudstal fra primo oktober viser nemlig, at antallet af villaer og rækkehuse til salg i Skanderborg Kommune er faldet med 11 procent sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.
”Hvis vi sammenligner de første otte måneder af 2019 med samme periode i 2018 kan vi se, at handelsaktiviteten er steget med syv procent i Skanderborg Kommune, imens antallet af nye huse på markedet samtidig er dalet en lille smule. Der bliver altså solgt flere huse, imens der samtidig ikke bliver sat nye boliger til salg, og dermed falder det samlede udbud,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Udviklingen skal dog også ses i lyset af, at Skanderborg Kommune er et af de steder i Østjylland med relativt mange huse til salg på boligmarkedet, og der er således stadig 452 villaer og rækkehuse at vælge imellem.
Afviger fra landstendensen
Ser på tendensen på landsplan, er der tale om en beskeden stigning i udbuddet på 0,8 procent i det samlede antal af villaer og rækkehuse til salg sammenlignet med begyndelsen af oktober sidste år.
Men der er stor forskel på, hvordan udbuddet af huse fordeler sig i de enkelte kommuner.
Antallet af villaer og rækkehus til salg stiger således i 46 kommuner. Omvendt falder udbuddet af villaer og rækkehuse i 40 kommuner, hvoraf Skanderborg Kommune er den ene af dem.