Fortsæt til indhold

Debat: Derfor gik SF med

Samfund
Mads Nikolajsen; SF-gruppeformand i kommunalbestyrelsen i Norddjurs

DEBAT SF har lavet budgetaftale for 2020 sammen med S-V-DF-EL.

SF lægger vægt på både at stabilisere økonomien,og på de beskedne, men varige fremskridt bl.a. for plejecentre og skoleinvesteringer, samt en ny og forpligtende klimapolitik. Daginstitutionerne skal opnormeres. Her er det finansloven, der skal leve op til løfterne, og SF er med ved bordet, når det skal ske. Jeg er glad for at store ubalancer på skole og voksen-pleje områderne rettes op, på børne- og ungdomsområdet med 10 mio næste år og for at myndighedsafdelingen for børn og familier opnormeres med 4 stillinger.

Også forbedringer inden for den kollektive trafik er kommet med, det gælder bl.a. bus Grenaa-Ebeltoft og Auning-Hornslet, samt letbanestationer og terminaler.

Største kulturfremskridt er en indsats i håb om at Pavillonen opnår status som regionalt spillested.

Der bliver de næste år et ganske tiltrængt anlægsprogram til bygninger, veje og stier, og der byggemodnes i Nørager og Auning.

Der bliver forbedring af legepladserne i skovbørnehaven og Regnbuen, til indretning af specialklasser på Vestre skole, til faglokaler på overbygningsskolerne i Grenaa og Auning, til indretning af Djurslandsskolen i Ørum, til løbende IT-opgradering, og til ”læringslaboratorium” i folkeskolen og til at sænke taksten på juniorklub og dæmpee taksstigningen i den udvidede SFO.

Der investeres til indretning af Djurslandsskolen i Ørum, mens flytning af dele af Djurslandsskolen fra Fjellerup og Stenvad til Mølleskolen udsættes til 2022.

For første gang sigter Norddjurs budget på økologisk bæredygtighed. Her har aftalen flere ord end penge, men det er forpligtende og nyt, at bæredygtigt miljø skal belyses og indgå i alle relevante beslutninger. Det er en langsigtet kursændring, som SF tænkt at holde fast i! De grønne kroner går bl.a. til ”Coast-to-coast” klimaprojektet for Kolindsund og Grenåen sammen med Syddjurs, et havplans-sekretariat på Kattegatcentret, til øget bio-mangfoldighed, energirenovering og til at droppe alle kommunale oliefyr.

Dette er alt sammen gode ting. Men det hører med i billedet, at velfærds-områderne arbejder på ”tynd is” p.g.a. de barske nedskæringer sidste år. Norddjurs lykkes fortsat med meget for færre penge. Kun fordi vore borgere, ansatte og vore ledere gør en kæmpe indsats. Nu er det så deres tur til at kommentere forslaget.