Flere hoteller kommenterer på Aarhus' samarbejde med Airbnb
Flere hoteller i Aarhus ser positivt på samarbejdet mellem VisitAarhus og Airbnb
I en pressemeddelelse fra VisitAarhus er flere af byens hoteller glade for samarbejdet mellem VisitAarhus og Airbnb. Der er tilfredshed med, at Airbnb som en del af byens turismefællesskab nu også tager del i indsatsen for at promovere byen og tiltrække flere gæster.
”Det er glædeligt, at Airbnb vil bidrage kontant til at markedsføre Aarhus over for omverden. Og det er flot, at det er lykkedes VisitAarhus at få Airbnb til at tage medansvar for at styrke turismen i Aarhus, som de øvrige partnere i VisitAarhus har været med til gennem mange år. Airbnb er en professionel formidler af overnatning med en kæmpe omsætning i Danmark – og som en ansvarlig kommerciel aktør er det en opgave, man bør tage på sig,” siger direktør på Montra Hotel Sabro Kro, Jakob Wätjen, i pressemeddelelsen.
Siden 2014 har turismen i Aarhus været nærmest eksplosivt stigende. Sideløbende har flere og flere af byens besøgende benyttet sig af privat indkvartering, der giver mulighed for at opleve destinationen fra lokalt hold. Og fra hotellerne høster VisitAarhus ros for at tilpasse sig udviklingen og de store rejsetrends.
”Jeg ser meget positivt på, at man i Aarhus søger at etablere samarbejde med en aktør som Airbnb. Det her er et globalt marked, der udvikler sig hele tiden. Og vi skal være nysgerrige på, hvordan vi kan benytte den stigende interesse for Aarhus til at skabe endnu mere vækst til byen. Det må være måden, man bedst ruster sig til fremtiden på,” lyder reaktionen fra Flemming Poulsen, direktør i Comwell, Aarhus, i pressemeddelelsen fra VisitAarhus.
Opbakningen til det nye samarbejde beror først og fremmest på forventningen om, at partnerskabet med Airbnb vil trække flere internationale gæster og nye segmenter til Aarhus. Derfor er der heller ingen bekymring for, at Airbnb kannibaliserer på hotelmarkedet i Aarhus.
”Vores erfaring har indtil videre været, at mere kapacitet til byen betyder øget turisme. Aarhus har plads til vækst og nye gæster. Derfor er vi meget optimistiske omkring, at Airbnb nu melder sig ind i samarbejdet med VisitAarhus og dermed forpligter sig i indsatsen for at øge turismen i Aarhus til gavn for os alle sammen,” siger direktør i Scandic Hotels Denmark West, Jesper Buus, i pressemeddelelsen.
Partnerskabet mellem VisitAarhus og Airbnb er trådt i kraft. Airbnb bliver partner i VisitAarhus på samme vilkår som alle øvrige hoteller og attraktioner i turismesamarbejdet.
jwh