Kirkeklumme: Nærvær
Klumme Man siger, at ”tale er sølv, men tavshed er guld”. Det er blevet sagt mange gange, og er blevet opfattet på mange måder. Det kan forstås sådan lidt jantelovsagtigt - at man hellere burde tie stille, hvis man ikke har noget fornuftigt at sige. Men det kan også være et ordsprog, som kan åbne tilværelsen i mødet med andre mennesker og fjerne presset for altid at skulle sige det rigtige…
Ordsproget siger jo ikke at ”tale” er dårligt. Tale skal der til, tale kan være ganske ædelt, og lige så værdifuldt som sølv. Men tavshed - at lytte og være nærværende – det er guld.
Det kan være svært helt at finde ud af, hvad der er det rigtige at sige i en situation. De fleste af os kender nok også til at have sagt noget, som vi bagefter har fortrudt. For der er ikke altid langt fra tanke til tale. Oftest begynder man jo på en sætning uden helt at vide, hvor den vil ende.
Måske er det fordi, at vi kender os selv, og er bange for at komme til at sige noget upassende, at mange har det ubehagelig med at skulle møde og tale med folk, som på den ene eller anden måde er i sorg, sygdom eller på anden måde føler smerte. Mennesker i sorg og personer, som pludseligt er blevet meget syge, fortæller om, hvordan de oplever, at mange går i en stor bue uden om dem. Jeg tror, det er fordi, at vi kan føle os utilstrækkelige og magtesløse i mødet med andres smerte og sorg. For det er jo sjældent, at vi med et enkelt godt råd kan løse alle tilværelsens problemer. Derfor går vi i en stor bue uden om, for så kommer vi ikke til at sige noget forkert…
Men når vores tale ikke er sølv, så kan vores tavshed måske være guld… For når vi taler, sætter vi os selv i centrum, men når vi lytter sætter vi den anden i centrum…
Vi skal ikke altid løse hinandens problemer – det er ikke alt i livet, som sådan lige kan fikses…
Men vi skal lære at se hinanden i øjnene og turde møde hinanden i forskellige livssituationer…
Empati – indføling – er at prøve at forstå, hvordan andre har det… Det kræver et øjebliks nærvær og tavshed. Nogle gange må man også spørge for at få svar i stedet for bare selv at gætte sig til, hvordan det forholder sig. For ingen er jo helt ens - alle er forskellige…
Vi skal ikke overtage den andens smerte – og vi skal heller ikke fikse problemet. For i mødet med den anden handler det ikke om mig… Og hvor kan det være en stor lettelse, at glemme sig selv og sine egne problemer for et øjeblik for i stedet at have sit medmenneske for øje…
Og når vi har mødt den anden, set i øjnene og lyttet, så kan det jo være, at der kommer en sætning til os, et råd eller en opmuntring som måske er sølv eller guld i den andens liv…
Og selvom vi intet har at sige, så viser vi med vores nærvær, at den anden ikke er alene her i livet.