Klumme: At skabe eller ikke at skabe
klumme I julen viser en eller anden kanal som regel 'Pretty Woman', og som den håbløse romantiker jeg er, er det et must see!
Noget, der fascinerer mig specielt i filmen, er den forvandling, der sker med begge hovedpersoner.
For Edward, der i begyndelsen er en kynisk firmaknuser, sker vendingen, da han i en samtale med sin endnu mere kyniske advokat siger: ”Da jeg var barn, elskede jeg at lege med byggeklodser - jeg elskede at skabe ting -det eneste, jeg gør i dag, er at bryde ned og ødelægge!”
Samtidig betyder det, at han ændrer kurs i den firmaovertagelse, han er i gang med, og i stedet går ind og støtter virksomhedens udvikling.
Pointen i dette er, at vi et eller andet sted bør udforske og udfordre vores motiver, der ligger bag det, vi gør til daglig:
• Gør jeg det her for at skabe noget stort eller handler mine motiver blot om profit?
• Gør jeg noget, jeg kan være stolt af?
• Bidrager det, jeg gør, til andet end min egen nytte?
• Kunne jeg ønske, at andre mennesker i samme situation ville handle som mig?
• Er jeg den person, den leder, jeg virkelig ønsker at være?
• Hvilke værdier driver mig, og er det de værdier, jeg virkelig ønsker skal drive mig?
• Er den nekrolog, der ville blive skrevet om mig, hvis jeg døde i dag, den jeg ønsker - eller skal jeg begynde at skrive den om?
Overvej og handl på disse spørgsmål, og jeg er sikker på, at du både vil høste indre og ydre gevinster derved!