Lokale politikere til nytårskur
Erhverv Grenaa har lokket syv kommunalbestyrelsesmedlemmer til debatmøde
GRENAA Det er starten på en ny tradition, når erhvervsforeningen Erhverv Grenaa torsdag 31. januar kl. 8 holder sin nytårskur sammen med de lokale politikere, og på den måde sikrer en konstruktiv dialog mellem det lokale erhvervsliv og ledende kommunalpolitikere.
"Vi har droppet den traditionelle paneldebat, så formen bliver meget uformel og i mindre grupper," forklarer formand for Erhverv Grenaa, advokat Ole Husum.
"Der stilles en række centrale spørgsmål, som bliver diskuteret ved bordene. På den måde får flere lejlighed til at komme med spørgsmål, ønsker og forslag om erhvervsudviklingen i Grenaa-området."
Det er lykkedes foreningen at samle syv kommunalbestyrelsesmedlemmer, og der vil derfor være rig lejlighed til at diskutere kommunens nuværende situation, og hvordan man i fællesskab kan komme videre i den rigtige retning.
De deltagende politikere er borgmester Jan Petersen (A), viceborgmester Benny Hammer (C), Kasper Bjerregaard (V), Mads Nikolajsen (F), Ulf Harbo (Ø), Steen Jensen (O) og Jens Meilvang (I).
Det er som altid muligt at deltage gratis som gæst, dog skal man huske at tilmelde sig via www.erhvervgrenaa.dk. Arrangementet finder sted i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.