Fortsæt til indhold

Stankovic hentet af norsk klub

Den lokale 2. divisionsklub sender førsteholdskeeper til Norge

Samfund
Arkiv

Fodbold Aarhus Fremads sikre sidste skanse, Aleksandar Stankovic, fortsætter fodboldkarrieren i Norge, hvor han igen kan kalde sig fuldtidsprofessionel fodboldspiller. Det bliver den norske 2. divisionsklub Brattvag IL, der i de kommende to år har skrevet kontrakt med målmanden.

Det er den bedste målmand i vores divisionspulje, der forsvinder. Men vi har en suverænt stærk defensiv, som vi nu skal finde nye hænder til

Han har tidligere været på kontrakt i AC Horsens og FC Fredericia.

Stankovic har været en stor del af den Fremad-defensiv, der er den stærkeste i hele 2. division. Holdet har nemlig kun lukket 10 mål ind i de første 16 kampe, heraf hele otte cleansheets.

"Det er først og fremmest et kæmpe tab for os. Det er meget ærgerligt for os som klub, at dette sker lige nu, hvor vi står foran et spændende forår. Det er den bedste målmand i vores divisionspulje, der forsvinder. Men vi har en suverænt stærk defensiv, som vi nu skal finde nye hænder til," siger cheftræner Morten Mølkjær i en pressemeddelelse.

Han fortsætter:

"Aleksandar har været en fornøjelse at arbejde med fra dag 1. Han har sat krav og udfordret holdet og staben i en positiv karakter. Han spiller med en enorm karakter og modenhed. Jeg sikker på at nordmændene nu bliver lige så glade for ham, som vi har været."

Flytter spillere til næste niveau

Morten Mølkjær er dog fortrøstningsfuld.

"Vi har prøvet det før. Ligesom vi sendte to spillere i 1. division sidste år, kender vi præmissen og vores plads i fødekæden lige nu. Men det er også derfor, at mange dygtige spillere tilvælger os. Vi kan, i vores gode træningsmiljø, flytte spillerne til næste niveau," fastslår Mølkjær.

Hovedpersonen selv er meget tilfreds med at komme til at leve af fodbold igen:

"Jeg har været rigtigt glad fra første dag i Fremad. Det har nok været det bedste sted og min bedste tid udviklingsmæssigt. Alle holdkammerater, trænere og holdledere har hjulpet mig til at få denne mulighed, det skal de have tak for. Muligheden for at kunne koncentrere sig om kun at spille fodbold, kunne jeg ikke sige nej til. Jeg har været på besøg deroppe i et par dage og har fået et rigtigt godt indtryk af klubben deroppe," siger Stankovic i en pressemeddelelse.

Aarhus Fremad skal nu på jagt efter to nye keepere, da Danmarksserie-målmanden Rasmus Henningsen også er stoppet i klubben.

ksa