Moderne loppemarked rykker ind i 3R's lokaler på Oddervej
3R Kontor har slået sig sammen med Holmris B8, og Multishops har overtaget lokalerne i Højbjerg
kontormøbler 3R Kontor, der har ligget på Oddervej 84 i Højbjerg har haft en stor succes, og er nu vokset ud af rammerne samtidig med, at virksomheden har slået sig sammen med Holmris B8. Det betyder, at 3R Kontor rykker til Bjerringbro, og at navnet fremover er Holmris B8.
3R Kontor har solgt brugte kontormøbler, mens Holmris B8 udelukkende har beskæftiget sig med salg af nye møbler samtidig med, at der også er blevet doneret møbler fra begge virksomheder.
"Det giver god mening, at vi flytter til Bjerringbro, da vi sammen på en bæredygtig måde kan hjælpe Holmris B8's kunder af med brugte møbler, når de køber nye. Vi kan sætte dem i stand og sælge dem videre eller donere dem til velgørende formål. Når man bortskaffer møbler, så giver det giga mængder af affald, og det vil vi gerne til livs," siger Steffen Høgh, der er tidligere direktør i 3R Kontor og nu direktør for CSR i Holmris B8.
Ud i Norden
Steffen Høghs opgave i den nye firmakonstellation bliver at få konceptet udbredt til resten af Norden.
"Det er første skridt, men det skulle gerne blive bredt ud over flere lande i fremtiden," siger han.
I de 900 kvadratmeter store lokaler på Oddervej er der nu rykket en 26-årig ung gut ind. Simon Arndt åbner 1. marts Multishops - et moderne loppemarked.
Her lejer han stande ud til borgerne og sørger for at sælge deres varer. Derudover vil han gerne have nogle af de lokale kunstnere ind i biksen og hjælpe dem med at få solgt deres værker. Ligesom han også har planer om at lave et område med outlet-salg.
"Jeg går ind for genbrug, og der er rigtig mange mennesker, der har en masse til at ligge hjemme i gemmerne, som kan blive solgt her," siger Simon Arndt.
Han hjælper gerne med vejledning af varerne, og kunderne kan følge med i, hvordan det går med salget via hans hjemmeside multishops.dk.
God start
Det er ikke længe siden, Simon Arndt satte skilte op i vinduerne på Oddervej, men han har allerede haft en masse interesserede mennesker forbi, og i skrivende stund er der allerede 200, der har lejet sig ind, men der er plads til endnu flere.
"Det er gået rigtig stærkt, men jeg har stadig plads til 500 endnu," siger Simon Arndt.
"Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang. Der er mange ting, der skal ordnes inden 1. marts, så jeg knokler lige nu for at blive færdig," fortæller Simon Arndt med et smil.
Indtil videre starter han ud med lokalerne i Højbjerg, men han håber, at stedet bliver en succes, og så er han ikke afvisende overfor at kunne finde på at åbne andre steder også.